Skat har ikke reageret på lister over kunder med bankkonti og kæmpe formuer i skattely en bank i Schweiz, og dermed er det heller ikke blevet undersøgt, om der var danske statsborgere på listen. Enhedslistens skatteordfører Frank Aaen kalder det en skandale og kræver nu en uvildig advokatundersøgelse af sagen.

Det en skandale, at Skat siden 2008 har kendt til en liste over skattesnydere med formuer i Schweiz uden at gøre noget ved.

Sådan siger Enhedslistens skatteordfører Frank Aaen (Ø), som nu kræver en uvildig advokatundersøgelse af sagen.

»Myndighederne skulle straks have bedt om at få den liste udleveret, så man kunne se, hvem der stod på den liste, herunder hvilke danske statsborgere, der stod på den. Det har en stribe andre lande gjort for længst, men her i Danmark ser vi først i 2015, efter pressen gør opmærksom på, at de her oplysninger er her,« siger Frank Aaen.

Sagen drejer sig om, at oplysninger om bankkonti og kæmpe formuer, som tilhører kunder i banken HSBC schweiziske afdeling. Oplysningerne blev stjålet af en ansat i banken og blev i 2009 overdraget til skattemyndighederne i Frankrig, hvorefter flere lande begyndte at efterforske sagen. Men selvom Danmark også har haft kendskab til lækket siden 2008, foretog myndighederne sig intet for at undersøge, om der også var danske statsborgere, der havde penge stående for at undgå at betale skat i Danmark. Skat har først nu lavet en redegørelse af sagen til skatteminister Benny Engelbrecht (S), og ifølge Politiken har Skat nu bedt Frankrig om at få del i oplysningerne. Dog er der risiko for, at den sene reaktion betyder, at nogle sager forældes, før Skat har undersøgt dem.

»Det er meget muligt, at den danske statskasse er gået glip af et milliardbeløb. Og når man har meget travlt med at kontrollere arbejdsløse, om de har fået lidt for meget eller udfyldt et skema forkert, så slår man til, men når det drejer sig om et stort antal rige mennesker, så har man ikke gjort noget. Det kan man simpelthen ikke acceptere, at det skal være sådan,« siger Frank Aaen.

Derfor har Enhedslisten også kaldt skatteminister Benny Engelbrecht i samråd om sagen

»Vi har fået en redegørelse, der siger, at det var en fejl, at man ikke har rekvireret listerne tidligere, men det er jo ikke nok at vide, at det var en fejl. Vi er jo nødt til at vide, hvem der har ansvaret for den fejl, der er sket. Og det er blandt andet det, vi skal have svar på i samrådet,« siger Frank Aaen.

Samrådet i Folketingets Skatteudvalg afholdes 26. marts. Enhedslisten har samtidig krævet, at der sker en politianmeldelse af den multinationale storbank HSBC for medvirken til skatteunddragelse, oplyser partiet i en pressemeddelelse.