Der er mere intelligente måder at vise sin modstand på, lyder det fra Enhedslisten, efter en gruppe har planlagt at overdøve statsministerens 1. maj-tale med fløjter.

Forud for statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) tale på arbejdernes internationale kampdag 1. maj opfordrer en Facebook-gruppe tilhørerne i Fælledparken til at overdøve talen med fløjter eller anden larm.

Enhedslisten, der sidste år blev beskyldt for at stå bag lignende protester, opfordrer aktivisterne til at droppe aktionen.

»Jeg synes, det er rigtig dumt at forsøge at forhindre talere i at komme til orde første maj. Det er bestemt ikke noget, Enhedslisten synes om,« siger næstformanden for partiets folketingsgruppe, Finn Sørensen (Ø), i en skriftlig kommentar.

»Sidste år oplevede vi en lignende aktion, som udviklede sig til tumult og kasteskyts foran scenen. Det er helt uacceptabelt. Og det tager vi klart afstand fra,« understreger han.

En gruppe, der kalder sig »Overdøv Helle«, skriver på Facebook, at den vil dele fløjter ud inden statsministerens tale, og den opfordrer desuden tilhørerne til at larme, så meget de kan:

Finn Sørensen kan godt forstå, at der er mange, som er utilfredse med regeringens politik, men:

»Der findes mere intelligente og værdige måder at vise sin protest,« siger han og giver eksempler fra sidste år:

»Ved sidste års 1. maj havde lærerne for eksempel taget tusinder af sure smileyer med, som de holdt op i luften, da Helle Thorning talte. Andre valgte at vende ryggen til. Det er mere kreative og fantasifulde måder et vise sin utilfredshed på, som jeg har langt mere respekt for.«

Sidste år holdt Helle Thorning-Schmidt ikke tale i Fælledparken, men i både Aarhus og Aalborg blev hun mødt af pibekor og skældsord. Flere blev anholdt, blandt andre en mand, der skød på statsministeren med en vandpistol.

I kølvandet på de omfattende protester vakte det opsigt, da Socialdemokraternes daværende gruppeformand, Henrik Sass Larsen (S), direkte beskyldte Enhedslisten for at stå bag dele af de højlydte protester:

»Jeg er ikke i tvivl om, at Enhedslisten har stået bag - og organiseret - en masse af de her protester rundt omkring, og man har været fuldt ud vidende om, at folk er gået i gang med at organisere det, og at det er hendes (Johanne Schmidt-Nielsens, red.) egne folk, der har gjort det,« sagde den nuværende erhvervs- og vækstminister i TV 2 News’ politiske magasin, 1240K.

Det blev mødt med hovedrysten fra Johanne Schmidt-Nielsen (Ø):

»Vi er hamrende uenige om en række politiske punkter, men at manden bliver så desperat, at han begynder at beskylde mig for at organisere de her mennesker ... det er langt ude,« sagde hun.

Johanne Schmidt-Nielsen tog også i sin 1. maj-tale sidste år afstand fra urolighederne.