Enhedslisten er stærkt bekymret over ny klimarapport fra Miljøministeriet og foreslår oprettelsen af en fond, der skal låne penge ud til kommuner og ejerforeninger, der skal foretage store klimatilpasninger.

Der venter landets fjord- og kystbyer store udfordringer med stigende vandmasser. Det fastslår Miljøministeriet i en ny klimarapport lørdag.

Det anslås, at det vil koste kommunerne et tocifret milliardbeløb at foretage de investeringer, der skal til at for tilpasse sig klimaet. Og nogen af penge skal kunne lånes af en fond, mener Enhedslistens klimaordfører, Per Clausen (Ø).

»Vi går til finanslovsforhandlingerne med ønsket om at oprette en fond, der kan låne penge ud til klimainvesteringer. Den her rapport aktualiserer behovet,« fastslår Per Clausen.

Han mener samtidig, at rapporten, der spår en stigende vandstand på op mod 80 centimeter i havene omkring Danmark i løbet af de 70 år, endegyldigt afliver ideen om, at klimaforandringerne kunne komme Danmark til gode.

»Man har fokuseret meget på de positive forandringer, og de muligheder det eksempelvis gav landbruget. Men rapporten viser, at vi i Danmark er særdeles udsat, og at der er behov for at investere massivt for at beskytte os mod oversvømmelser,« siger Per Clausen.

For selvom skybrud er blevet et fænomen, de fleste husejere efterhånden har lært at gardere sig imod, så er vi som samfund ikke parat til de stigende vandmængder, mener klimaordføreren.

»Vores nuværende system til at forebygge skader fra skybrud og stormflod er forældet og er slet ikke gearet til, at effekterne af den manglende indsats nu kommer buldrende ind over Danmark,« siger Per Clausen.