En meningsmåling viser, at over halvdelen af danskerne ønsker, at flygtninge starter på en ydelse, der er lavere en kontanthjælpen. Regeringen slår fast, at ydelsen på kontanthjælpsniveau ligger fast.

En flygtning, der kommer til Danmark, skal ikke have en ydelse svarende til kontanthjælp fra dag ét.

Det mener et flertal af danskerne ifølge en ny meningsmåling foretaget af Wilke, skriver Jyllands-Posten. Folketingets blå partier har forud for det kommende folketingsvalg meldt ud, at de vil have flygtninge til at begynde på en lavere ydelse end kontanthjælp, og det støtter næsten 6 af 10 danskere, helt præcist 58,8 procent, viser målingen.

Den nuværende regering har afskaffet den såkaldte starthjælp, der lå omkring 25-40 procent under kontanthjælpen, og valgforsker fra Aarhus Universitet, Rune Stubager, siger til Jyllands-Posten, at netop debatten om startydelsen kan risikere at koste rød blok stemmer ved valget.

»Denne måling viser igen, at det der med udlændinge er et giftigt spørgsmål for rød blok, fordi der er splittelse i store dele af partiernes egne vælgerkorps på dette punkt, hvorimod blå blok har en ret entydig opbakning til sin politik fra egne vælgere,« siger Rune Stubager til avisen.

Selv om et flertal i befolkningen gerne ser, at flygtninge starter på en lavere ydelse end kontanthjælp, så frister det ikke regeringen at gå den vej, slår Socialdemokraternes integrationsordfører, Ole Hækkerup (S) fast over for avisen.