Efter Tyrkiets ageren i Hedegaard-sagen vil Danmark tage Tyrkiets mulige EU-medlemskab op med unionen. Det er et stærkt våben at bruge, vurderer EU-ekspert og professor Marlene Wind.

Det vil skade Tyrkiets vej mod EU-medlemskab, at Danmark vil diskutere optagelsen i EU i kølvandet på tyrkernes ageren i Lars Hedegaard-sagen, vurderer EU-ekspert og professor ved Københavns Universitet Marlene Wind:

»Lille Danmark står helt alene og skælder ud på Tyrkiet, hvis vi ikke tager sagen op i EU. Det er et meget, meget stærkt våben at bruge, når man ønsker at ændre retstilstanden i et land, der gerne vil være medlem af EU.«

Den formodede gerningsmand bag attentatforsøget på forfatter og islamkritiker Lars Hedegaard er blevet løsladt i Tyrkiet i stedet for at blive udleveret til retsforfølgelse i Danmark. Tyrkiet har forklaret, at afgørelsen blev truffet af en domstol - og dermed ikke var et ønske fra regeringen.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) understregede efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn torsdag formiddag, at diskussionen i EU skal gå på de tyrkiske retstilstande.

»Talen går på, om Tyrkiet lever op til de standarder, man skal leve op til for at blive medlem af EU,« sagde han med henvisning til et møde i EUs optagelseskomité 31. oktober.

Netop Tyrkiets retstilstand har flere gange været under kritik i EU, og derfor vil den danske sag ramme Tyrkiet, vurderer Marlene Wind:

»Vi ved, at den formodede gerningsmand har siddet fængslet i månedsvis uden at blive udleveret. Alene det lever slet, slet ikke op til de standarder, man forventer af et potentielt kommende EU-land.«

Hun understreger samtidig, at kritikken er værre for tyrkerne, netop fordi den kommer fra Danmark:

»Flere andre EU-lande har længe været modstandere af tyrkisk medlemskab, mens Danmark har været en af de mest pro-tyrkiske lande. Derfor ville jeg være bekymret, hvis jeg var Tyrkiet.«

Regeringen har også tænkt sig at lægge an til at rejse sagen i Europarådet, ligesom den tyrkiske ambassadør i Danmark er indkaldt til endnu et møde fredag. Sideløbende har både Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Københavns Politi sat alle sejl ind i sagen om at finde den formodede gerningsmand, oplyser justitsminister Mette Frederiksen (S).

Hun lover samtidig, at regeringen bliver ved med at afkræve Tyrkiet »konkrete svar«. Ved torsdagens møde i Det Udenrigspolitiske Nævn gik kritikken fra ordførerne netop på, at Tyrkiet har været nærig med oplysninger i sagen.

»Vi har prøvet på at få afklaret, hvor meget regeringen kan understøtte de oplysninger, vi har fået fra Tyrkiet. Og uden at jeg skal referere fra nævnsmødet, så vil jeg sige, at vi i den forstand ikke er blevet meget klogere,« sagde Venstres udenrigsordfører, Søren Pind (V), efter mødet.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup (DF), beskylder Tyrkiet for at binde Danmark en historie på ærmet med forklaringen om, at den mistænkte var klar til udlevering, da en appel fra hans forsvar fik ham løsladt.

»Forklaringen er utroligt tynd, og den rejser endnu flere spørgsmål, end den besvarer. Vi bliver nødt til at have regeringen til at reagere,« siger han.

Dansk Folkeparti har peget på, at Danmark bør trække sin ambassadør fra Tyrkiet, men det har regeringen afvist.