Venstre-regeringen får opbakning fra Socialdemokraterne og De Radikale til den kommuneaftale, der fredag skal vedtages i Folketingets Finansudvalg. Dermed kommer de to partier regeringen til undsætning efter De Konservative nægtede at være med.

Og opbakningen fra de tidligere regeringspartier får flere røde partier til at tabe kæben, mens også flere fagforeningsmænd står med chokerede miner.

Læs også:

Poul Erik Skov Christensen, tidligere formand i fagforbundet 3F, skriver fredag på sin Facebook følgende:

»Hvis dette holder vand, må jeg sige, at jeg er rystet over, at S og R påtager sig forpligtigelsen for at sikre gennemførelsen af regeringens politik. Jeg ved ikke, hvem der i S og R har fået denne idé, men man påtager sig et stort ansvar for at være fødselshjælper for en aftale, der i den grad er kritiseret af mange borgmestre. Hvad er en garanti værd fra et parti, som S og R under valgkampen i talesatte som utroværdig?«, skriver han.

Og også FOAs formand, Dennis Kristensen, er overrasket over, at Socialdemokraterne vil være med. I et opslag på Facebook referer han til partiets tidligere »fornuftige plan« om årlig vækst i udgifterne i det offentlige budget på 0,6 procent.

»Det vil for mig være helt uforståeligt, hvis Socialdemokraterne ender med at stemme for regeringens aftale med kommuner og regioner om de økonomiske rammer for budgetlægningen for 2016, der indeholder det såkaldte "omprioriteringsbidrag" på 1 % over de næste fire år, og dermed skaber besparelser, som regeringen i følge regeringsgrundlaget vil bruge ligeligt til prioriterede indsatsområder og skattelettelser«, skriver Dennis Kristensen på Facebook fredag.

Læs også:

Tidligere har både Enhedslisten og SF været ude med hård kritik mod Socialdemokraterne, som begge partier er dybt skuffede over.

SFs finansordfører Jonas Dahl fortæller til Berlingskes Nyhedsbureau, at han er skuffet over, at »de ikke har mere røv i bukserne.« Og Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted er sur over, at Socialdemokraterne vil støtte en minusvækst hos kommunerne – og give Venstre-regeringen et skub fremad.

»Socialdemokraterne forpligter sig til at sikre den smalle Venstre-regering flertal i de kommende år, uanset hvilke nedskæringer finansminister Claus Hjort finder på at pålægge kommunerne,« siger Pelle Dragsted til Berlingskes Nyhedsbureau.

Læs også:

Derfor kom regeringen på glat is

Da Det Konservative Folkeparti torsdag fortalte, at partiet ikke vil lægge stemmer til kommuneaftalen – på trods af tidligere udmeldinger om støtte - tvang de Venstre til at finde opbakning i den røde del af Folketinget.

Ifølge finansordfører Brian Mikkelsen (K) »skylder man boligejerne, at de kan have ro i maven og sikkerhed for, at skatterne ikke stiger«, og derfor bliver aftalen uden støtte fra K.

»Det er jo afgørende for os, at man som boligejer ikke pludselig får en regning, som man ikke havde forventet at få, når der nu er et borgerligt flertal,« sagde han torsdag til Berlingske Nyhedsbureau.

Regeringen har fredag et flertal bag sig, og aftalen kan vedtages - på trods af at Det Konservative Folkeparti ikke vil være med.

Socialdemokraterne, De Radikale, Dansk Folkeparti og Venstre har nemlig givet hinanden håndslag på en gensidig opbakning til fremtidige kommuneaftaler.

Hvad er en kommuneaftale?

En kommuneaftale er en aftale om kommunerne økonomi. Sidste uge blev regeringen og Kommunernes Landsforening enige om en aftale for 2016, hvor kommunerne skal spare én procent af budgetterne. Det svarer til 2,4 milliarder kroner. 1,9 milliarder kroner føres derefter tilbage til kommunerne, så pengene på den måde kan omprioriteres.