Københavns Universitet er det sidste i rækken af universiteter, der lancerer talentprogrammer for de dygtigste studerende.

Hvis man som studerende har talentet og viljen til at give markere sig på et internationalt højt niveau i universitetsverdenen, så vil Københavns Universitet gerne hjælpe.

Inden længe lancerer universitetet det særlige program »Global Talent«, og her vil cirka 100 studerende få mulighed for at deltage i et forløb, hvor en del af uddannelsen foregår i vækstlande som Indien og Brasilien. Det skriver Politiken.

Driftige elitestuderende vil også få mulighed for at komme på et talenthold, der giver kurser i innovation og entreprenørskab i tæt samarbejde med virksomheder. Den studerendes ekstra indsigt bliver belønnet med et guldrandet eksamensbevis.

»Vi vil gerne motivere de særligt dygtige studerende inden for nogle bestemte områder, og så bruger vi programmet som murbrækker til internationalisering og til at arbejde mere strategisk med innovation og entreprenørskab. Vi har nogle studerende, der er særligt interesserede på de felter, og nu vil vi se, hvad vi kan gøre for at lave et program, der specielt indfrier deres behov«, siger Lykke Friis, prorektor ved Københavns Universitet, til Politiken.

Hvad det kræver at komme på de nye talenthold er endnu ikke fastlagt.

På Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og Danmarks Tekniske Universitet har man allerede indført særlige talentprogrammer på flere af de naturvidenskabelige uddannelser. På Aarhus Universitet kræver får elitesporene på for eksempel fysisk og nanoscience ekstra undervisning og en arbejdsuge løber op i mellem 50-60 timer, har universitetets prodekan tidligere vurderet.

Udviklingen med elitespor på Københavns Universitet er helt i tråd med de politiske signaler fra Christiansborg. I næste uge fremsætter regeringen et lovforslag, der giver universiteterne større mulighed for at lave særlige tilbud til elitestuderende.

Danske Studerendes Fællesråd (DSF) advarer universiteterne imod at bruge for mange ressourcer på nogle få studerende, skriver Politiken.