Der er pres på integrationskontorerne efter en markant stigning i opholdstilladelser til især syriske flygtninge. Der er dårligt tid til integration, og »det kommer til at bide os i halen på længere sigt,« siger socialrådgiverne. Løsninger er på vej, siger minister.

De får et sted at bo, og de får møbler og tøj, en bankkonto og anvisning af nærmeste indkøbsmuligheder. Måske endda et buskort. Men danskkurserne, uddannelsesplanerne og de »beskæftigelsesrettede tilbud«, som de ifølge integrationsloven skal udstyres med, er der dårligt tid til.

Flere steder i landets kommuner er de socialrådgivere, der tager imod flygtninge med nytilkendt opholdstilladelse, så pressede af uoverstigelige sagsmængder, at de er tvunget til at sætte den egentlige integration og afklaring af kompetencer, uddannelse, sociale forhold og sundhed i anden række. Det skriver Berlingske.

Det får Dansk Socialrådgiverforening til at advare om, at arbejdsbyrden for flere af fagforeningens medlemmer i øjeblikket nærmer sig det umulige, og at det går ud over integrationsindsatsen.

Baggrunden for nødråbet er en rundspørge blandt medlemmer med integration som fagområde, hvor 107 socialrådgivere fra 43 forskellige kommuner har svaret. Knap en tredjedel, 31 procent, angiver, at situationen er så alvorlig, at de kun »i lav grad« mener at have levet op til kravene i integrationsloven de seneste seks måneder.

»Det betyder alt andet lige, at integrationen kommer rigtig dårligt fra start, og det er en trist udvikling. Nogle af mine medlemmer taler endda om, at de ikke har tid til at få dem indskrevet på danskkurser. Det her kommer til at bide os i halen på længere sigt,« siger Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Hun peger på, at sagsmængden for den enkelte socialrådgiver flere steder er steget betragteligt, og at 87 af de 107 adspurgte i rundspørgen angiver, at de skal nå enten »flere« eller »langt flere« integrationssager på samme arbejdstid.

»Når man er så spidsbelastet, er der risiko for, at den faglige vurdering ryger, fordi vi skal slukke ildebrande. I nogle kommuner kan vi lige nu kun koncentrere os om de helt basale ting,« siger Majbrit Berlau og forklarer, at tiden for mange socialrådgivere på integrationsområdet går med hjælp til lavpraktiske ting som bolig, vand og varme, opsætning af bankkonto og introduktion til NemID, anskafning af møbler og tøj.

»En del af dem, som hurtigt får opholdstilladelse, har jo kun været ganske få uger i Danmark, og de mangler helt grundlæggende viden om, hvordan samfundet fungerer. Alt det, der ellers er forbundet med integrationsloven om at få lagt en plan og vurderet den enkeltes situation og sociale forhold, sundhed, uddannelse og beskæftigelse, udebliver,« siger Majbrit Berlau.

Hun mener, der er akut brug for ekstra ressourcer til området i flere af landets kommuner.

»Vi ville så gerne løbe lidt hurtigere, men tiden er ikke relativ for en socialrådgiver. En af mine medlemmer havde for halvandet år siden 35 sager om måneden og kunne lave et fornuftigt stykke arbejde. I dag har hun 127 sager. Vi står i øjeblikket med en uoverstigelig opgave. Vi er stærkt bekymrede for, om vi i de næste månder kan levere den indsats, vi skal ifølge lovgivningen, og som vi fagligt set meget gerne vil præstere,« siger Majbrit Berlau.

En af de kommuner, som har problemet tættest på, er Odense. Her forstår rådmand Steen Møller (K) fra Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen udmærket socialrådgivernes opråb:

»Der skal lyde en stor ros til både vores socialrådgivere og andre, der har et voldsomt pres lige i øjeblikket. De kæmper virkelig for at holde lovgivningen, men det er også sådan, at de ind i mellem ikke kan nå nogle af de frister, der er. Det skal der bestemt ikke lyde kritik af fra min side, for de gør, hvad de kan,« siger Steen Møller, der ligesom sin kollega i Ishøj mener, en hurtig indsats er vigtig.

»Vi kommer til at give de her flygtninge en dårlig start på deres integrationsperiode. Det modarbejder direkte vores hensigt, som jo er, at vi gerne vil integrere dem godt,« siger Steen Møller og kalder ligesom Dansk Socialrådgiverforening på flere ressourcer til integrationsområdet.

»For os er det afgørende, at vi får penge til de ekstraudgifter, der er i øjeblikket. Også til vores socialrådgivere.«

Men der er allerede løsninger på problemet undervejs, lyder det fra socialminister Manu Sareen (R).

»Det gør selvfølgelig indtryk, når socialrådgiverne giver udtryk for, at de ikke kan klare opgaven ordentligt, og at de er bekymrede for, at det påvirker integrationen negativt. Men jeg ville være meget mere demoraliseret, hvis jeg ikke også vidste, at der er løsninger på vej,« siger socialministeren.

Mere klar til opgaven end nogensinde

Blandt andet skal et initiativ med vidensdeling og best practice kommunerne imellem lette arbejdsbyrden på integrationsområdet, og ministeren vil undersøge, om der er for meget bureaukrati i sagsbehandlingen. Derudover henviser han til 250 millioner kroner, som er sat af på Finansloven specifikt til at afhjælpe den ekstraordinære situation med de mange syriske flygtninge. Om de bliver udmøntet i flere hænder ude i kommunerne, kommer an på en forhandling med Kommunernes Landsorganisation, men ministeren forsikrer om, at regeringen tager problemet »meget alvorligt«.

»Vi skal ikke begå de fejltagelser, vi har begået tidligere. Derfor viser vi netop rettidig omhu ved at have de her ting klar. Det er udtryk for, vil jeg mene, at vi for første gang i mange år vil være mere klar til opgaven end nogensinde før,« siger Manu Sareen.