Der er ikke gjort nok for at undgå, at flere personer smittes med MRSA. Sådan lyder konklusionen i en beretning fra Statsrevisorerne om Fødevareministeriets indsats mod bakterien.

Fødevareministeriets arbejde i kampen mod den multiresistente bakterie husdyr-MRSA har ikke været tilfredsstillende. Det fastslår Statsrevisorerne i en ny beretning, hvor man har kigget nærmere på ministeriets indsats på området.

Husdyr-MRSA er en nyere multiresistent bakterie, der hurtigt har spredt sig fra landbruget til resten af samfundet. Bakterien er således i 2014 registreret i 68 procent af de danske slagtesvinebesætninger, og et stigende antal personer er blevet smittede med bakterien.

Derfor er det utilfredsstillende, at ministeriets indsats ikke har været bedre, og området ikke er blevet prioriteret højere, lyder vurderingen.

»Fødevareministeriet har således ikke kunnet udarbejde en bekæmpelsesstrategi på grund af utilstrækkelig viden på området blandt andet smitteveje og effekten af de forskellige indsatser,« skriver Statsrevisorerne i deres beretning.

Det er ellers Fødevareministeriet, der har det overordnede ansvar for indsatsen, og derfor er det problematisk, at de ikke har lagt en strategi, fastslår Statsrevisorerne.

Samtidig finder de det utilfredsstillende, at der ikke er blevet taget højde for de risici, der kan være ved at bakterien bliver spredt. De påpeger blandt andet, at den stigende forekomst af resistente bakterier er et problem for landbruget og folkesundheden.

Samtidig slår myndigheden fast, at da de resistente bakterier er svære at behandle, vil det medføre øgede omkostninger i sundhedssektoren. Derfor burde problemet løses i tæt samarbejde mellem fødevare- og sundhedsmyndigheder, lyder det i beretningen.