Intet er afgjort endnu, siger Danmarks førende EU-diplomat Poul Skytte Christoffersen

Statsminister Helle Thorning-Schmidt kan stadig rejse til Bruxelles på lørdag og snuppe den ledige toppost som formand for Det Europæiske Råd.

Det vurderer Danmarks førende EU-diplomat Poul Skytte Christoffersen, som i to årtier har været en meget respekteret rådgiver i Bruxelles for skiftende danske regeringer.

Selv om den britiske avis The Guardian forleden skrev, at landets premierminister David Cameron nu har skiftet hest og foretrækker den konservative polske statsminister Donald Tusk som afløser for Herman Van Rompuy, advarer Poul Skytte Christoffersen mod at drage forhastede konklusioner.

- Det er langtfra sikkert, at det går sådan. Man skal være meget forsigtig med at komme med forudsigelser, siger han.

Hvis Donald Tusk bliver ny EU-præsident, rejser Helle Thorning-Schmidt tomhændet hjem. Det er denne toppost, hun i dybeste diskretion har anmeldt sin varme interesse for - ikke den lavere rangerende post som EUs udenrigstalsmand, der også er ledig.

Måske er Thornings stjerne falmet en smule, men løbet er ikke kørt endnu.

På Herman Van Rompuys kontor i Bruxelles hersker der i disse dage hektisk travlhed.

I denne uge ringer han rundt til samtlige 28 stats- og regeringsledere og har konsultationer med dem for at forberede beslutningen, oplyser hans danske vicetalsmand Preben Aaman.

- Kabalen er ikke lagt endnu. Forhåbentlig bliver den det på lørdag, siger Preben Aaman.

Berlingskes Tysklands-korrespondent Jesper Thobo-Carlsen skrev i lørdags, at Helle Thorning-Schmidt var favorit til at snuppe formandsposten for Det Europæiske Råd. Nu vurderer han, at Thornings stjerne er falmet en smule. Hun er gået fra at være en af to favoritter til at være outsider.

- Man kan ikke konkludere, at hun er ude af løbet, men sådan som det ser ud, tegner der sig et billede af Italiens udenrigsminister Federica Mogherini som udenrigsrepræsentant og Tusk som rådsformand. De vigtigste lande orienterer sig af forskellige grunde mod en kabale uden Thorning, siger han til BNB.

To varianter

Ifølge Poul Skytte Christoffersen er kravet til kabalen, at den ene post skal gå til en socialist og den anden til en østeuropæisk kandidat. Med de navne, der lige nu er i spil, giver det to varianter. Den ene mulighed er altså den italienske socialist Federica Mogherini som udenrigstalsmand og polakken Donald Tusk som EU-præsident.

Og den anden variant er bulgareren Katalina Georgieva som udenrigstalsmand og socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt som EU-præsident.

Helle Thorning-Schmidts chancer synes at bestå i, at de østeuropæiske lande gør oprør mod Mogherini. Hun har igennem længere tid været kritiseret for at være for blød overfor Rusland og samtidig for uerfaren som udenrigsminister. Federica Mogherini er 41 år og blev først minister i januar.

Til det skal lægges, at mange lande også er usikre på, om Donald Tusk er den rette mand til at lede Det Europæiske Råd. Han taler nemlig kun polsk. Danske EU-korrespondenter kan således berette, at han aldrig har givet et interview på engelsk.

Hård opgave

Herman Van Rompuy er derfor kommet på en hård opgave. Han vil gøre meget for at undgå fiaskoen fra det seneste EU-topmøde i juli, der på grund af det østeuropæiske oprør endte uden resultat.

På lørdag begynder topmødet i Bruxelles først kl. 16, og den egentlige forhandling begynder kl. 17.

Hvis skænderierne fortsætter, hvor de slap i juli, kan topmødet trække ud til sent på aftenen og måske først slutte efter midnat.

Men som man siger i Bruxelles: Hernede tælles topmøder ikke i timer, men i antallet af skjorter. En to-skjorter er et langt møde. En tre-skjorter er krise.