Dansk Folkeparti overraskede mange ved at blive kommunalvalgets store taber. Tidligere har partiet forbavset omverdenen ved at blive større end spået. Hvorfor er Dansk Folkeparti så svær at forudsige? Ifølge forskere er en populær forklaring ikke nødvendigvis rigtig.
Det var som et deja-vu vendt på hovedet.
Til folketingsvalget i 2015 var det sejrens størrelse, der fik folk til at måbe. Jojo, Dansk Folkeparti ville gå frem – meget endda – og blive valgets store sejrherre. Men ligefrem blive Danmarks næststørste parti med over 21 procent af stemmerne? Det vakte lige godt overraskelse og debat. Meningsmålingerne fik én over krabasken, medierne ligeså.
Til kommunalvalget i forrige uge var det sejrens udebliven, der fik ikke mindst valgforskerne til at spærre øjnene op.
På Københavns Universitet havde to af slagsen, Kasper Møller Hansen og Martin Vinæs Larsen, ellers haft fat i regnemaskinen og på baggrund af den såkaldte »valgvindsmodel« beregnet, at Dansk Folkeparti til kommunalvalget ville gå 4,3 procentpoint frem og høste 14,4 procent af stemmerne på landsplan.
På valgaftenen fik de sig noget af en overraskelse. Ja, Martin Vinæs Larsen tabte underkæben, fortæller han.
Dansk Folkeparti, der stort set altid går frem, listede baglæns, tabte 1,37 procentpoints opbakning og endte med 8,75 procent af stemmerne og en sur fjerdeplads på partiernes kommunale rangliste. DF blev valgets taber.
»Jeg kunne se, at den var helt gal,« siger Martin Vinæs Larsen. »Jeg sad på TV2 Lorry og kommenterede på valgresultaterne. Og det første valgresultat, der kom i Lorrys sendeområde, var Ishøj, hvor de gik markant tilbage – et sted, hvor de var gået rigtig meget frem til folketingsvalget. Allerede der kunne jeg godt se, at der var et eller andet helt galt. Jeg var sådan lidt: »Hvad foregår der, hvad Søren kan forklaringen være?««
Hvis valgresultater havde et regelsæt, havde Dansk Folkeparti lige brudt dem grundlæggende. For DFs tilbagegang er unik, en enlig svale, i de sidste 20 års politiske danmarkshistorie. Og valgforskerne havde qua historien regnet med, at partiets landspolitiske triumftog forrige år kunne veksles til kommunal fremgang.
»Vi har ikke præcedens for et parti, som er gået så meget frem til folketingsvalget, og som så ikke går frem ved et kommunalvalg,« siger Martin Vinæs Larsen og forklarer, at partiernes resultater til folketingsvalg og kommunalvalg har en tendens til at bevæge sig i den samme retning set over en længere periode.
»Den konvergens har slet ikke fundet sted for DF i den her periode. Vi har set nogle steder, at reglen ikke gælder i nogle kommuner for nogle partier. De Konservative har for eksempel nogle kommuner, eksempelvis Gentofte, hvor de klarer sig rigtig godt, selvom de går tilbage og tilbage ved folketingsvalgene. Men at det for DF sker på tværs af alle kommuner, er bemærkelsesværdigt,« siger Martin Vinæs Larsen.
I november sidste år stod han selv for udarbejdelsen af et forskningsnotat om meningsmålingernes præcision ved alle folketingsvalg siden 1990. Undersøgelsen viste, at meningsmålingerne generelt var gode, men ramte mere skævt, jo større et parti der var tale om. Socialdemokratiets valgresultater var altså sværere at forudsige end de Radikales.
Alligevel var Dansk Folkeparti det mest uforudsigelige parti, selvom DF indtil 2015 altid havde været mindre end de to statsministerpartier.
Martin Vinæs Larsens undersøgelse viste samtidig, at Dansk Folkeparti og Socialdemokraternes opbakning typisk er blevet undervurderet i målingerne, mens tilslutningen bag SF og de Konservative omvendt har haft tendens til at blive overvurderet.
Hvordan kan det være?
Tidligere har blandt andet direktøren for meningsmålingsinstituttet Megafon, Asger H. Nielsen, forklaret afvigelserne i DF-målingerne med, at vælgerne ikke tør sige, at de stemmer DF.
»Nogle er bange for blive opfattet forkert og orker ikke at skulle forklare sig,« sagde Asger H. Nielsen i 2015 til Politiken.
Men på Københavns Universitet kender statskundskabsprofessor Peter Kurrild-Klitgaard ikke til forskningsmæssig evidens for den såkaldte DF-effekt, siger han. Kurrild-Klitgaard forsker især i amerikansk politik, og i USA har man omtalt teorien om de sky vælgere som »Bradley-effekten«. Den effekt har han tidligere har kaldt for en »medieskabt og mediebåret myte«.
Peter Kurrild-Klitgaard understreger, at han ikke har adgang til data om kommunalvalget, men han vil gerne give et bud på, hvorfor DF ofte bliver undervurderet og andre gange overvurderet. Det kan skyldes, at partiets vælgere er meget optaget af indvandringsspørgsmål, men ikke nødvendigvis af så mange andre politiske emner, siger han.
»De tilhører nok den del af vælgerkorpset, som er mindre politisk interesserede. Det er der faktisk nogle ting, der tyder på. Når man kigger på vælgernes viden om faktuelle spørgsmål, scorer DFerne typisk relativt lavt. Det er en vælgergruppe, som er lidt mindre politisk engagerede, bortset fra at de er interesserede i indvandringen. Det gør så måske, at det er en gruppe, som nogle gange lader sig lettere mobilisere og andre gange knap så meget,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.
Ergo har DF-vælgerne måske været sværere at få ud i stemmeboksene denne her gang. For som Peter Kurrild-Klitgaard siger, har kommunalvalget »i sagens natur ikke så meget med indvandring at gøre«.
Og denne gang blev partiets valgresultat altså for en gangs skyld ikke undervurderet, men overvurderet.
Martin Vinæs Larsen giver selv et meget simpelt bud på årsagen til skæverterne.
»DF har haft en enormt vild udvikling over de sidste 20 år. De har klart været det parti, som har rykket sig mest rundt. De er blevet meget store, blev det næststørste parti ved sidste valg, og har især i de sidste fem-seks år haft nogle kæmpe hop op og ned,« siger han.
»Det gør det lidt mere uforudsigeligt, at der er den her store volatilitet.«
