I klippet ovenfor kan du følge med direkte i mødet fra folketingssalen. Justitsminister Mette Frederiksen skal blandt andet svare på spørgsmål om terrorberedskabet.

I dag kl. 13 er det justitsminister Mette Frederiksens tur til at blive ristet af den borgerlige opposition i folketingssalen. Få overblikket over sagen her.

Var sikkerheden omkring synagogen i Krystalgade i København god nok, og hvorfor var regeringen flere måneder om at opdage, at sikkerheden ikke var på plads straks ved synagogen, sådan som man havde oplyst?

Det er to af de skriftlige spørgsmål, som Mette Frederiksen skal svare på. De fem spørgere fra Venstre og Dansk Folkeparti desuden får mulighed for at stille uddybende spørgsmål.

Læs også:

Efter statsminister Helle Thorning-Schmidts forklaringer i Folketinget i går og ved et efterfølgende pressemøde, er der imidlertid også andre spørgsmål, der presser sig på.

Spørgsmål: Helle Thorning-Schmidt fastslog i går flere gange, at når hun i dagene efter terrorangrebene mod Krudttønden og synagogen gav udtryk for, at sikkerheden var blevet skærpet med det samme, hang det sammen med det billede, som hun var blevet bibragt. Men hvem bibragte regeringen det forkerte billede? Det har Thorning ikke ønsket at svare på.

Et andet dunkelt punkt i forløbet er, at der gik to en halv måned - eller 77 dage for at være præcis - før Thorning efter eget udsagn blev klar over, at bevogtningen ikke var blevet øget straks, sådan som hun fejlagtigt oplyste på et pressemøde for udenlandske journalister mandag 16. februar.

Læs også:

Ifølge Mette Frederiksens redegørelse i retsudvalget blev der i sidste halvdel af april, og mens embedsmændene lagde sidste hånd på den grundige evaluering af forløbet, holdt ni møder mellem de involverede myndigheder.

Spørgsmål: På det tidspunkt vidste embedsmændene altså, at politiets responstid havde været fire timer og ikke »straks«. Hvorfor gik ingen til Thorning og underrettede hende om det?

Og endelig er der spørgsmålet om de oplysninger, der tilflød Statministeriet i dagene efter terroren. Til brug for Thornings pressemøde med den internationale presse indhenter man oplysninger om bevogtningen på gerningstidspunktet. Mailen modtages seks minutter før pressemødets start og bliver af forståelige grunde ikke læst, før pressemødet går i gang.

Læs også:

Men heller ikke efter pressemødet, læser man tilsyneladende mailen. I den får Statsministeriet oplyst, at »der ca. kl. 19.30 blev disponeret to patruljer med i alt fem mand til fast bevogtning ved/i umiddelbar nærhed af synagogen i Krystalgade.«

Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt har samstemmende forklaret, at man så bort fra mailen, fordi den svarede på noget andet, end det man spurgte om.

Spørgsmål: Kan det virkelig passe, at to så garvede ministre ikke er i stand til at læse indenad og simpelthen bare forholde sig ganske nøgtern til oplysningen om, at den faste bevogtning ved synagogen var på plads kl. 19.30? Her stod der jo sort på hvidt, at sikkerheden ikke var på plads allerede lørdag eftermiddag.

Er du på mobilen, følg med her.