Interne konkurrenter i Venstre har i stigende grad fået travlt med at undergrave Inger Støjbergs position i regeringen og hos vælgerne. Og udadtil måtte hun i ugens løb se nazi-kortet blive spillet mod sig.

Der er ikke mange politikere, som udsættes for de samme angreb som Inger Støjberg.

I ugens løb delte musikeren Wafande på sociale medier en manipuleret udgave af filmplakaten fra »Ilse, hunulven fra SS« – en af 1970ernes temmelig tvivlsomme filmproduktioner. På billedet var Inger Støjbergs smilende ansigt sat ind på plakaten, så hun fremstod som den onde og sadistiske SS-kommandant i en fangelejr, og filmtitlen var lavet om til »Inger, hunulven fra V«. I baggrunden måtte statsminister Lars Løkke Rasmussen og justitsminister Søren Pind nøjes med biroller som mere meninge fangevogtere i SS-lejren.

Wafande fortrød hurtigt, at han havde spillet nazi-kortet og fjernede det manipulerede billede igen med en beklagelse, men der var det allerede kommet i omløb. Inger Støjberg tog imidlertid sammenligningen med ophøjet ro og en pæn portion humor: »Noget tyder simpelthen på, at jeg bedre kan lide Wafandes musik, end han kan lide min politik,« lød det fra ministeren på Facebook.

Nazi-udfaldet mod Støjberg følger oven på en berømt – og berygtet – satiretegning i dagbladet Politiken, hvor udlændinge- og integrationsministeren blev afbilledet som én, der pynter sit juletræ med døde flygtninge. Støjberg har ligeledes for nylig oplevet, at hendes ansigt og hår er blevet sammenlignet med en hamburgerryg, ligesom adskillelige husmure er blevet påført graffiti og slagord vendt mod hende. Hver eneste gang har hun svaret igen med overskud og humor, der har udstillet kritikerne.

Da Inger Støjberg i efteråret blev udnævnt til årets yndlingsoffer af satirebladet Svikmøllen, mødte hun betegnende nok selv op for at modtage prisen og holde takketale: »Der er mange, jeg vil takke, for jeg har naturligvis ikke opnået det her alene. Jeg vil gerne takke min familie for ikke at have opdraget mig ordentligt og min spindoktor for at holde meget fri, så jeg kunne skrive opslag på Facebook, uden at han så det. Og så vil jeg gerne takke alle journalisterne for deres store interesse i at følge tæt med i mit liv og min færden,« lød det.

Inger Støjberg fastslog ved samme lejlighed, at det nu var hendes mål at opnå »The Triple«, som hun formulerede det: »Nu har jeg Årets Revyoffer og Årets Yndlings­offer, og så må det næste skridt naturligvis være at blive Årets Nytårstorsk.« Det sidste lykkedes dog ikke. Torsken hjemtog forhenværende forsvarsminister, Carl Holst, i suveræn stil.

Morskaben har dog en grænse. Modstanden og dæmoniseringen af Inger Støjberg har ført til, at hun har modtaget en lang række trusler og er kommet under politibeskyttelse. Hvilket hun også har taget i stiv arm.

Til gengæld skaber det vrede i kredsen omkring Inger Støjberg, at der har været flere lækager fra regeringslejren, hvor hensigten tydeligvis har været at skade hende.

På baggrund af anonyme kilder har medier kunnet bringe historier om, at Inger Støjberg maste den kontroversielle »smykkelov« igennem på trods af klare advarsler fra udenrigsminister Kristian Jensen. Senest har det forlydt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen måtte sende Støjberg tilbage til tegnebordet, eftersom nogle af hendes skitser til en bedre integrationsindsats – som bliver temaet for de kommende trepartsforhandlinger – ikke var gode nok. Underforstået: Fordi Støjbjerg ikke havde været nok interesseret i at styrke integrationen.

Centrale kilder afviser disse udlægninger og fremhæver i stedet, at Venstre fortsat martres af magtkampe og intriger, som betyder, at der plantes manipulerende historier i pressen. I den forbindelse spiller det ind, at flere af Inger Støjbergs rivaler er bekymret over hendes synlighed og popularitet hos en stor del af befolkningen. Samtidig med at mange danskere er imod Støjberg, har ministeren vundet stadigt flere tilhængere – hvilket er blevet understreget i målinger, der har placeret hende som en regeringens mest populære ministre.

Dog er det ikke kun Inger Støjberg, som har været offer for partifællers anonyme angreb.

For nylig lød det fra anonyme Venstrekilder, at finansminister Claus Hjort Frederiksen var ved at være for gammel og slidt til at magte opgaven i Finansministeriet – hvilket udløste vrede blandt Hjorts støtter samt et humoristisk gensvar fra manden selv, da han torsdag aften gjorde det klart, at han ikke er på vej mod pension, men tværtimod agter at stille op til næste valg.

»Nogle vil gerne prøve at afskrive mig, men så nemt slipper de ikke,« fastslog han, inden han genbrugte et klassisk citat fra Ronald Reagan og lovede, at han ikke ville gøre sin alder til et tema i næste valgkamp: »Jeg vil ikke udnytte mine modstanderes ungdom og manglende erfaring!« lød det fra Hjort.

Selv de mest humoristiske og elegante forsvarsværker kan dog ikke skjule det faktum, at partifæller gentagne gange har rettet anonyme angreb mod nogle af regeringens stærkeste ministre.

Den slags anonyme angreb er ikke usædvanligt i politik. Det bemærkelsesværdige handler snarere om, at lækagerne og bagholdsangrebene sættes ind så tidligt i regeringens levetid, for normalt udløses intrigerne først, når en regering har fungeret en årrække, og metaltrætheden for alvor sætter ind.

For flere ministre – herunder især Inger Støjberg – betyder det, at angrebene udefra ironisk nok er mere ufarlige end angrebene fra de partifæller, der ser hendes gennemslagskraft og popularitet som en trussel mod deres egne positioner og ambitioner.