En sydkoreansk myndighed efterforsker klimaorganisationen GGGI for blandt andet bestikkelse og korruption på baggrund af de mistanker om kriminelle forseelser, der har været omtalt i de danske medier.

Sydkoreas Kommission for Anti-korruption og Civile Rettigheder (ACRC) har indledt en efterforskning af klimaorganisationen Global Green Growth Institute (GGGI) for »bestikkelse, korruption eller andre kriminelle forseelser«. Det oplyser den koreanske TV-station MBC ifølge Information, der selv har talt med en kilde tæt på efterforskningen, som bekræfter sagen over for avisen.

Undersøgelsen kommer efter en del kritiske historier om GGGI i de danske medier, heriblandt sagen om, at flere millionkontrakter i strid med klimaorganisationens egne regler blev givet til konsulentfirmaet McKinsey uden en udbudsrunde, mens en McKinsey-medarbejder udstationeret i GGGI angiveligt spillede en dobbeltrolle.

Klimaorganisationen har afvist alle mistanker om forseelser, og Udenrigsministeriet har gang på gang nægtet at undersøge sagerne.

Her hjemme er både Dansk Folkeparti og Enhedslisten ifølge Information tilfredse med den koreanske undersøgelse:

»Hvis Sydkorea vælger at lave en sådan undersøgelse, så er det vel fordi, at de har en indikation af, at der er foregået noget, som der ikke burde være foregået. Mig overrasker det ikke. Det har kendetegnet revisionsrapporterne, at der fortsat har været kritik af organisationens praksis. Jeg har aldrig haft megen fidus til GGGIs regnskabs- og pengefornemmelse,« siger Dansk Folkepartis udviklingsordfører, Hans Kristian Skibby (DF), til Information.

I en skriftlig kommentar til avisen skriver GGGI, at organisationen ikke er vidende om nogen koreansk undersøgelse.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), stopper senere på måneden som formand for GGGI. Hans formandsperiode endte med at blive noget skandaleombrust, da det kom frem, at han havde brugt over en million kroner på at flyve på første klasse samt bo på luksushoteller i forbindelse med sit hverv som formand for klimaorganisationen.