Politikerne er fuldt på højde med eksperterne, og derfor er det en god idé at lade de folkevalgte få plads i de kommissioner, der nedsættes af regeringen, lyder det fra næstformand i Folketingets præsidium, Bertel Haarder.

Det er en god idé at placere politikere i regeringsnedsatte kommissioner og udvalg, men det må ikke blive en slags mini-Folketing, lyder det fra tidligere minister og næstformand i Folketingets præsidium, Bertel Haarder (V).

Reaktionen kommer, efter at partifællen Karsten Lauritzen (V) og socialdemokraten Jeppe Bruus Christensen (S) i Berlingske har slået til lyd for, at de folkevalgte i højere grad inddrages i kommissioner, der ellers ofte domineres af eksperter.

»Jeg er enig med dem i, at det er paradoksalt, at nogle af de vigtigste forberedende øvelser foregår i politikerfrie foraer. Det er der noget mærkeligt ved,« siger Bertel Haarder.

Men alle partier kan ifølge Haarder ikke forvente at blive repræsenteret.

»Man kan udmærket tænke sig, at enkelte folketingsmedlemmer kan deltage, og også somme tider være formand. Men det dur ikke, at alle partier skal have repræsentation i den slags forberedende kommissioner, for dels vil de så blive for store, dels vil de gøre Folketinget overflødigt, fordi man indgår det politiske kompromis, før sagerne kommer i Folketinget,« siger Bertel Haarder.

Ifølge Bertel Haarder skal de være de personlige kvalifikationer, der er afgørende for, at politikere kan få plads i de nedsatte kommissioner.

»Vi politikere er ofte fuldt på højde med de eksperter, som medierne gang på gang tilkalder for at fortælle borgerne, hvordan tingene hænger sammen. Ofte så har politikere den fordel, at de har bredere overblik end eksperterne. Så en kombination af politikere og eksperter kan være udmærket,« siger Bertel Haarder.

Bertel Haarder peger også på, at forslaget om at inddrage politikerne i kommissioner kan give nogle »meningsfyldte opgaver« til de folkevalgte:

»Hvis vi skal være ærlige, så er der knap nok arbejde til alle de folketingsmedlemmer, vi har. Så derfor forekommer det lidt ærgerligt, at vi ikke selv i højere grad klarer problemerne frem for at udlicitere dem til rene ekspertudvalg,« siger Haarder.

»Efter at EU har taget ti procent af Folketingets arbejdsområde, kommunerne har taget ti procent, og det institutionelle selvstyre har taget ti procent, må vi erkende, at det er et problem at finde tilstrækkeligt med meningsfyldte opgaver til alle Folketingets medlemmer,« siger Bertel Haarder.

Formand for Folketinget, Mogens Lykketoft (S), bakker også op om forslaget fra de to unge politikere.

»Skal politikerne have mere magt og indflydelse, er jeg enig i, at en løsning kan være at placere flere politikere i eksterne kommissioner,« siger Lykketoft til Berlingske.

Professor ved statskundskab på Aarhus Universitet, Peter Munk Christiansen, mener dog, at forslaget kan forplumre opfattelsen af magtens tredeling mellem den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt.

»Men indlemmer man folketingspolitikerne i det lovforberedende arbejde, kan vi komme til at stå med et meget mudret billede af magtens tredeling,« siger Peter Munk Christiansen til Berlingske.

Han mener dog, at der kan være ræson i at styrke politikernes indflydelse.

»Flere arbejdsgrupper, større mulighed for at parlamentarikerne arbejder med politikudvikling på tværs af partierne inden for de parlamentariske rammer, det synes jeg lyder som både spændende og interessante initiativer. Men hvordan det skal foregå, det må man jo så diskutere,« siger Munk Christiansen.