Danske patienter har betalt 100 millioner kroner i såkaldt egetbidrag i sager om erstatninger, som patienterne har modtaget efter behandlingsfejl i det offentlige sundhedsvæsen.

Det skriver TV2, der i samme ombæring har hevet fat i sagen om Henriette Haar Christensen, hvis forløb B.T har beskrevet indgående tidligere på måneden.

Hun fik en erstatning på sølle 4.235 kroner, efter at en læge havde glemt et stykke plastik fra operationsudstyret, der satte sig fast i en blodåre ved hendes hjerte. 

Efterfølgende måtte Henriette Haahr Christensen igennem en dobbelt bypassoperation, hvor hun blandt andet måtte have en blodåre flyttet fra sit ene lår til hjertet. 

Henriette Haar Christensen fik bortopereret et stykke plastik, som en læge have glemt i hendes krop efter en operation. 
Henriette Haar Christensen fik bortopereret et stykke plastik, som en læge have glemt i hendes krop efter en operation.  Foto: Thomas Nørmark Krog
Vis mere

Henriette Haar Christensen var ellers blevet tilkendt det tredobbelte, nemlig 12.540 kroner, men måtte altså betale et såkaldt egetbidrag på 8.305 kroner.

Og det er summen af patienternes egetbidrag, som samlet set løber op i 100 mio. kroner siden 2018. 

Egetbidraget er et gebyr, der pålægges patienten i en patienterstatningssag. Satsen ligger i dag på 8305 kroner, men er steget gennem de sidste par år.

Den blev indført af et enigt folketing i 2017 for at finansiere en række andre udvidelser i patienterstatningssystemet.

Siden har det mødt kritik ad flere omgange. Blandt andet fra de partier, der indførte gebyret og sundhedsminister Sophie Løhde oplyste tidligere på måneden, at hun ville evaluere ordningen.

»Det er dybt ulykkeligt, hvis man som led i en behandling i sundhedsvæsenet kommer til skade. Og selvom man i mange tilfælde desværre ikke kan rette op på det, der er sket, så er det vigtigt, at man som patient på en nem og ukompliceret måde kan søge om erstatning, og også har mulighed for at klage over sin afgørelse til Ankenævnet for Patienterstatningen,« skrev Sophie Løhde i en mail til B.T. den 17. oktober 2023.

Forholdt det samlede bidrag på 100 mio. kroner lyder det fra ministeren i dag søndag til TV2: 

»Jeg synes, vi skal få set på den her ordning, og om vi kan skrue den mere hensigtsmæssigt sammen.«