Ritt, Nyrup, Lykketoft og Auken dominerede Socialdemokratiet i en menneskealder. Kommunalvalget var med til at afsløre, hvem der senere kan blive partiets stjerneskud

Christina Krzyrosiak Hansen i Holbæk, Birgit Stenbak Hansen i Frederikshavn, Peter Rahbek Juel i Odense og Thomas Kastrup-Larsen i Aalborg. Mærk dig disse fire socialdemokrater. For de kan meget vel blive dem, der i fremtiden vil overtage rollen som socialdemokatiske koryfæer. Det mener i hvert fald blandt andre Lykketoft, Ritt Bjerregaard, Bjarne Laustsen og Thorkild Simonsen, der selv har været en del af gamet i rigtig mange år.

»Det er dybest set umuligt at sige noget om på forhånd, fordi det er en kombination af flere ting, som f.eks. talent, vilje, timing og omstændighederne i det hele taget. Men når det så er sagt, så er det jo oplagt at kigge på de store stemmetal, og der vil jeg for eksempel nævne borgmestrene i Aalborg Odense, Frederikshavn og Holbæk, men også Aarhus og Roskilde,« siger Mogens Lykketoft.

Han var selv en af 'De fantastiske fire', som Ritt, Lykketoft, Nyrup og Auken er blevet kaldt, fordi de dominerede både Socialdemokratiet og dansk politik i en menneskealder. Tre af dem blev formænd, een blev statsminister, en blev EU-kommissær. Men selvom de blev kaldt 'fantastiske', så holdt de også hinanden i skak i nogle af partiets udmarvende fløjkrige. Og de ved om nogen, hvad der kræves for at nå helt til tops i partiet.

I dag sætter ingen spørgsmålstegn ved Mette Frederiksens ubestridte lederskab i partiet, fløjkrigene er aflyst, og hun har været god til at dele magten i partiet, lyder det. Hun står solidt i spidsen for partiet med politisk ordfører Nicolai Wammen og gruppeformand Henrik Sass Larsen som sine nærmeste fortrolige. En konstruktion som Henrik Dam Kristensen kalder en 'Trojka', som i overført betydning er en betegnelse for tre personer, der i fællesskab deler og udøver magten.

»Jeg er helt tryg ved dem som ledelse. Jeg er desuden gang på gang blevet glædelig overrasket over, hvordan Socialdemokratiet altid har kunnet præstere en talentmasse generation efter generation. At nå helt til tops i et parti kræver først og fremmest vilje. Her under kommunalvalget er det især Christina Hansen i Holbæk, som er på alles læber,« siger Henrik Dam Kristensen, der ellers vil afstå fra at fremhæve nogen frem for andre.

Folketingsmedlem Bjarne Laustsen nævner i flæng Christina Hansen, Peter Rahbæk, Thomas Kastrup og Jacob Bundsgaard i Aarhus som nogle af dem, der kommer til at tegne fremtiden. Fordi de er 'åbenlyse politiske talenter, har hjertet på rette sted og er dygtige til at være i dialog med folk'.

»Der er til gengæld også mange, der er blændende dygtige, men som aldrig kommer i nærheden af noget som helst. Måske skulle de steder, hvor man har haft den samme spidskandidat tre gange uden at det har givet succes, overveje at prøve noget nyt,« siger Bjarne Laustsen.

Hans vurdering er, at det har gjort en kæmpe forskel for Socialdemokratiet, at det er første gang siden 1990, at partiet med hans ord 'uden undtagelse har bakket op om partiformanden'.

I hans egen hjemkommune, Frederikshavn, sidder bydronningen over alle: Birgit Stenbak Hansen, som personligt fik 42 pct. af stemmerne.

»Jeg har aldrig hørt hende give udtryk for, at hun har lyst til at komme i Folketinget. Men det kunne da sagten blive aktuelt, hvis hun vil, når jeg engang stopper. Hun er nærværende, god til at kommunikere og går ind i folk med træsko på. Jeg tror personligt, at det har gjort en kæmpe forskel for os, at det er første gang siden 1990, at vi er gået ud i et valg, hvor alle i hele partiet uden undtagelse har bakket op om formanden,« siger Bjarne Laustsen.

Ritt Bjerregaard nævner også som den første 24-årige Christina Krzyrosiak Hansen fra Holbæk.

»Hun har dels haft et flot valg, men hun også haft både nerver og hovedet i ro, da hun skulle forhandle en konstitutionsaftale på plads. Og det lykkedes, så hun nu er landets yngste borgmester. Derudover vil jeg nævne Birgit Stenbak Hansen i Frederikshavn, som er en erfaren kvinde, der har vist, hvad hun dur til. Uden at det skal lyde fordomsfyldt, så var det vel ikke lige ventet, at en kvinde som hende ville få succes i Frederikshavn. Men jeg har oplevet hende, og hun er både uforfærdet og direkte,« siger Ritt Bjerregaard.

Udover de to forholdsvis ukendte kvinder, spår Ritt Bjerregaard også en stor fremtid for Sophie Hæstorp Andersen, der er formand i Region Hovedstaden. Her er argumentet, at hun har vist styrke til at tackle problemerne med indførelse af den udskældte Sundhedsplatformen og problemerne med Akuttelefonen 1813, og alligevel fået mere end 60,000 personlige stemmer.

»Og så skal vi ikke glemme Winnie Grosbøl på Bornholm. Meget overraskende fik hun ikke så godt et valg i år. Men hun havde modet til at lave en konstitutionsaftale med Alternativet på grund af det grønne og bæredygtige,« siger Ritt Bjerregaard.

Tidligere Aarhusborgmester og minister, Thorkild Simonsen har ud over dem andre har nævnt især bemærket 25-årige Anders Winnerskjold, der fik næstflest stemmer blandt socialdemokraterne i Aarhus efter borgmester Jacob Bundsgaard.

»Jeg tror på Anders Winnerskjold,som jeg på samme måde tidliger har været lige så sikker på Nicolai Wammen. Og så glæder jeg mig over det glædelige i, at det er to kvinder som Christina Hansen og Birgit Stenbak Hansen, der får så gode valg. Det kan få andre kvinder til at stille op. Generelt kræver det flid og interesse for sagen at arbejde sig op. Og jeg er fuld af fortrøstning efter at have oplevet kandidaterne ved kommunalvalget,« siger Thorkild Simonsen.

Venstres grand-old-man Uffe Ellemann-Jensen mener, det er alt for tidligt at sige, om Socialdemokratiets fire nye profiler kan ende på de øverste magttinder i Socialdemokratiet.

»Det er alt for tidligt at sige noget om. Det er noget, som livet vil vise,« siger Uffe Ellemann-Jensen.

 

Christina Krzyrosiak Hansen (24), borgmester i Holbæk. Fik 5.499 personlige stemmer ved valget.

Da politisk kommentator Troels Mylenberg så hende møde pressen første gang som borgmester, tænkte han straks, at hun kan blive statsminister. »Hun er en lysende politisk stjerne, der godt kan nå helt til tops - også i Statsministeriet,« siger Mylenberg.

Christina Krzyrosiak Hansen blev valgt ind i byrådet i 2013, og beskriver sig selv som 'meget nysgerrig', 'interesseret i at forstå mennesker' og 'stædig'.

 

Birgit Stenbæk Hansen (50), borgmester i Frederikshavn. Fik 20.689 stemmer ved valget.

Hun blev valgt som borgmester i 2013. 14 dage senere fik hun at vide, at det krævede benhård indgriben, hvis kommunen ikke skulle sættes under administration. Hun måtte nedlægge 400 stillinger, og har siden ikke kunnet love hverken guld eller grønne skove for at blive genvalgt. Alligevel valgte 42 pct af vælgerne at stemme personligt på hende. For Birgit S. Hansen har intet menneske og ingen forening været for lille til at være i dialog. Hun forklarer folk, hvorfor hun gør, som hun gør. En dag om måneden sætter hun sig ud i de nedlagte rådhuse i de tre største byer i kommunen, og så kan alle bestille tid til en samtale med hende.

 

Peter Rahbæk-Juel (40), borgmester i Odense: 28.425 personlige stemmer ved valget.

Har siddet i Byrådet i Odense siden 2006. Var dog helt ukendt, da han overtog borgmesterposten i januar måned efter den tidligere bykonge, Anker Boye (S). Han har haft flere kontroverser med Black Army og haft en hverdag med livvagter 24 timer i døgnet. Men han har vist vejen, ved at opfordre til fælles modstand mod kriminelle. Og så er det ovenikøbet lykkedes ham at blive genvalgt samtidig med, at skatten bliver hævet med 1 pct. fo at investere i velfærd.

 

Thomas Kastrup-Larsen (44), borgmester i Aalborg: 29.498 personlige stemmer ved valget.

Har siddet i byrådet siden 1998, hvor han var 24 år. Borgmester siden 2014. Fik et kanonvalg, hvor hver fjerde vælger satte kryds ved ham. Han drømmer om en letbane i Aalborg. Har sin egen blog, hvor han fortæller, hvad han vil rent politisk. Og siger, at det er andre typer, der bliver borgmestre i dag, i forhold til da han kom i byrådet. Kan nu regere i byrådet med 17 ud af byrådets 31 pladser

 

Borgerlige stjerneskud:

Venstre: Caroline Stage, 27 år, valgt til Københavns Borgerrepræsentation 2013

Konservative: Sofia Osamani (K), borgmester Lyngby-Taarbæk, har fordoblet mandattallet fra 5 til 10.

Dansk Folkeparti: Peter Kofod Poulsen (27), Folketingsmedlem

Liberal Alliance: Laura Lindahl (34)