Efter Venstres og Lars Løkke Rasmussens dårlige start på valgkampen er det op til en snæver kreds af toppolitikere og rådgivere sammen med V-formanden at få skabt ro, så man ikke risikerer at tabe en ellers sikker sejr på gulvet.

De fleste af dem, har du hørt om masser af gange. Men et navn de færreste kender. Og han er endda helt inde i inderkredsen.

Steffen Hjaltelin.

Ringer det en klokke? Nej vel.

Han er direktør i Venstres reklamebureau Hjaltelin & Stahl. Det var ham, der var arkitekren bag den store løftebruds-annoncekampagne mod Helle Thorning, som Venstre lancerede i forbindelse med valget i 2011, og som havde voldsomme konsekvenser for S, der lå meget lavt i meningmålingerne i hele 2012 og 2013. Han er så tæt på Løkke, at han var en af dem, der sad og ventede på valgresultatet sammen med Løkke i 2011 inden Løkke gik ud og erkendte nederlaget.

Steffen Hjaltelin er århusianer og jyde - og ikke afsindig glad for at bruge sine egne penge. Eller sådan var det i det mindste, da den unge cand. merc. fra Aarhus væltede sin lange krop ind i Politikens Hus som reklamemand: Han var verdensmester i at ryge andres smøger, endda i en grad, så da han fratrådte, smed han to kartoner cigaretter ud over festdeltagerne som tak for deres generøse indstilling.

Siden folketingsvalget 15. september 2011 har Lars Løkke Rasmussen haft kurs mod Statsministeriet. Men efter blot få dages valgkamp er det ikke længere sikkert, at Venstre ‘tager nøglerne tilbage’. For partiet har fået en katastrofal start på en ellers længe ventet og forberedt valgkamp.

BT kan i dag fortælle, at det især er op til ca. 15 personer at få skabt ro om formanden og kampagnen, der skal sikre Venstre sejren 18. juni. I månederne op til den igangværende valgkamp har disse ca. 15 personer slået ring om Lars Løkke Rasmussen, der som formand står som det naturlige centrum i Venstres magtcirkler.

Læs om magtcirklerne her og få det fulde overblik i bunden af artiklen.

Magtens centrum

Helt tæt på Lars Løkke Rasmussen står den succesfulde reklamemand Steffen Hjaltelin, der – på trods af, at han hverken er folkevalgt eller har sin daglige gang på Christiansborg – har fået placeret sig højt i Venstres hieraki.

Ifølge BTs oplysninger er han således en meget vigtig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen, og de valgkampe, som Venstre har ført siden 2005, hvor Anders Fogh Rasmussen hev ham ind, er bl.a. formet af ham. Han var arkitekten bag den utroligt vellykkede løftebruds-kampagne mod Helle Thorning-Schmidt i 2011. Den tidligere finansminister og forhenværende partisekretær Claus Hjort Frederiksen er stadig den anden af Løkkes helt tætte fortrolige. Det er disse tre personer, der har det afgørende ord, og når de er enige, bliver der eksekveret.

Kuglestøberne

I cirklen omkring dette trekløver finder man personer, som næstformand Kristian Jensen, den politiske ordfører Inger Støjberg, chefen for spinenheden Jacob Bruun Christensen og Løkkes særlige rådgiver Christian Hüttemeier. Det er den formelle strategigruppe, der støber og former kuglerne, udtænker de næste træk og modtager input fra laget omkring dem.

Frontkæmperne

Tredjelaget af Venstres magtcirkel er domineret af folketingsmedlemmer, som har vist sig slagkraftige i debatter. Det er personer, der stiller sig til rådighed, når der skal kæmpes. Hvem der sidder i tredjelaget afhænger altså af hvilke sager, der skal køres frem, eller på hvilket område eksempelvis Socialdemokraterne skal angribes.

BTs politiske kommentator Søs Marie Serup vurderer, at Venstres magtstruktur er ‘relativt topstyret og effektiv’. Og selv om partiet er kommet skævt ind i valgkampen, så vil kandidater, rådgivere og politikere udadtil sige, at alt er godt. Andet vil være politisk selvmord. Men på de indre linjer kan der snige sig bekymringer ind:

»Der kan opstå diskussioner om, hvorvidt man skal gå mere i offensiven eller holde sig til den strategi, man har planlagt igennem flere år. Der er nervøsitet, og der er også irritation andre steder i blå blok end hos Venstre, men i en valgkamp har de fleste fokus på at have ro på bagsmækken og holde sammen, fordi ellers bliver det hele meget værre. Hvis der kommer en åben diskussion om strategien, vil det være ekstremt farligt,« siger Søs Marie Serup.

Kridter banen op klokken fem

De første medarbejdere i pressetjenesten møder ind mellem kl. 5.00 og 6.00 om morgenen og danner sig et overblik over nyhedsbilledet.

Mellem 6.30 og 7.00 er der telefonmøde med gruppeformand Kristian Jensen og politisk ordfører Inger Støjberg hvor der diskuteres, hvilke af dagens emner, der er vigtigst.

Kl. 8.00 er der møde i den store ledelsesgruppe. Her beslutter man bl.a., hvilke kørende debatter man skal ind i eller besvare, samt hvordan man selv vil prøve at præge nyhedsbilledet og debatten.

Nerver

Selv om borgerlige kommentatorer mener, at Helle Thorning-Schmidt (S) slap bedst fra duellen på TV2 søndag aften, er man ikke så utilfredse i Venstre. Her mener man ifølge BTs kilder, at man har fået etableret Løkke på en god måde. Kodeordene er substans og ‘bevar roen’. Venstre-kilder anerkender, at Helle Thorning-Schmidt er i angreb, men tror, at det kan være en fordel for Venstre på sigt, at Thorning virker ‘skinger’.

Om aftenen er der et stort telefonmøde, hvor mange er på medhør. Her kan folketingskandidaterne ringe ind fra hele landet til ledelsen og stille spørgsmål eller komme med erfaringer og input fra deres valgkamp.

LÆS LIVEDÆKNING AF VALGET PÅ BT.DK HER

Politisk ordfører Inger Støjberg ønsker ikke at løfte sløret for, hvordan partitoppen arbejder i den igangværende valgkamp. Men hun anerkender, at kandidater kan være blevet utrygge pga. valgkampens start.

»En valgkamp er som en fodboldkamp. Den bølger frem og tilbage. Og valgkampen er kun lige begyndt. Men det er klart, at nerverne sidder uden på trøjen hos nogle. Det kan jeg godt forstå,« siger hun.

Hvad betyder det, at Lars Løkke Rasmussens troværdighed er lav?

»Man må konstatere, at han blev trukket igennem mediemøllen sidste forår. Det sætter sig i målinger, og det har vi vidst hele tiden. Men det er også en strategi fra Socialdemokraternes og fagbevægelsens side at prøve at drage tvivl om det, han siger,« siger Inger Støjberg.

KLIK HER FOR AT SE LØKKES MAGTCIRKLER