Det giver god omtale, at Venstre har bragt et foto uden at spørge ejeren, fastslår finansministeren, der dog åbner for at betale kompensation.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) glæder sig over den ballade, der er opstået, fordi Venstre i en stor annoncekampagne bruger billeder af Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt og SFs Villy Søvndal uden tilladelse fra den fotograf, der har taget billederne. Polemik giver omtale og dermed mere valuta for pengene, lyder Hjorts argument.

- Det skaber jo debat om annoncerne, og som gammel partisekretær vil jeg bare sige, at jo mere debat, der bliver om vores annoncekampagner, jo gladere bliver jeg, for så er værdien af de penge jo rigtig, rigtig stor, siger Claus Hjort Frederiksen.

Så det er rigtigt godt i virkeligheden, at det her er sket?

- For mit vedkommende ja.

Fotografen har stillet krav om, at Venstre straks indstiller kampagnen. I dag præsenterer Venstre et nyt billede af oppositionens frontfigurer. Også her er det sket uden tilladelse fra fotografen, der kræver billedet fjernet.

- Det har jo aldrig været kotume, at man ligger og laver sag mod hinanden. Jeg kan huske mange annoncer, vi har bragt, hvor Socialdemokraterne har tegnet streger og kommentarer, siger Claus Hjort Frederiksen.

Der er jo ikke tale om, at S og SF siger stop. Der er jo tale om, at ham, der har retten til billederne, siger stop. Er det også normalt at man bryder ophavsretten?

- Hvis man gør det, og fotografen vil komme med et krav, så må vi jo godtgøre det krav. Jeg synes bare, at spillereglerne har været at vi ikke ligger sag an.

Kan du som finansminister tilskynde, at man bryder den private ejendomsret eller ophavsretten?

- Jeg tilskynder ikke til noget som helst, siger han.

Du siger at du synes det er en god idé eller fair?

- Vi er jo ude i en valgkamp, og jeg kan bare med mine mange mange års erfaring sige, at det er jo ikke helt epokegørende, det, der foregår, siger finansministeren.