Nyt notat belaster igen Holger K. Nielsen i millard-skandalen i Skat.

Holger K. Nielsen kastede sig ud i et højrisikospil, da han som skatteminister tilbage i 2013 igangsatte driften af EFI-systemet og få måneder efter masse-fyrede i Skat.

BT kan i dag dokumentere, at Skatteministeriet under Holger K. Nielsens ledelse omkring igangsætningen af det fælles inddrivelsessystem, det såkaldte EFI-system i september 2013, blev advaret om, at systemet var stemplet med en høj risikoprofil.

Især indfasningen af systemet, der skulle foregår gradvist i 2013 og 2014, kunne blive forsinket, og der var høj risiko for systemfejl. Det fremgår af en intern orientering mellem Skat og Skatteministeriet fra august 2013, som BT har fået aktindsigt i.

På trods af advarlsen valgte Holger K. Nielsen få måneder efter at have sat systemet i gang at fyre hundredvis af ansatte i Skat som led i det besparelsespotentiale, som det nye inddrivelsessystem efter forventning skulle give.

Hos Told- og Skatteforbundet har man ikke været bekendt med status-notatet. Formand Jørn Rise mener, at det udtrykker mange af de bekymringer, som forbundet dengang også advarede ledelsen om.

»Vi fik dengang tilbagemeldinger fra vores folk på inddrivelsesområdet om, at det hele flød. Folk var stresset, og det var langt fra en lykkelig situation. Vores indtryk var derfor også, at der ikke var belæg for de besparelser, der skulle gennemføres frem mod 2015. Det var også vores budskab til ledelsen.«

»Jeg ser notatet som et udtryk for, at det som efter planen skulle sættes i gang, ikke kunne sættes i gang. Det fremgår blandt andet, man er nødt til at rykke datoen for den fulde implementering af EFI-systemet, som kunne tage længere tid. Alle advarselslamper blinker i min optik,« siger Jørn Rise.

Skats kuldsejlet IT-system, EFi, har været en bekostelig affære for de danske skatteydere. Systemet skulle have været i gang i 2007 under den daværende VK-regering, men endte med at være cirka seks år forsinket.

Det blev sat i gang under Helle Thorning-Schmidt-regeringen, herunder daværende skatteminister Holger K. Nielsen i 2013, men efter adskillige fejl opgav skatteminister Karsten Lauritzen systemet endegyldigt i 2015.

Undervejs var gæld for milliarder til det offentlige undervejs ikke blev inddrevet, men i stedet blevet forældet og tabt for statskassen.

I den interne status mellem Skatteministeriet og Skat fremgår det, at risikoprofilen angående EFI er ‘høj’ i dagene omkring systemet blev sat i gang den 1. september. Analysen blev lavet i august 2013 forud for et kvartalsmøde mellem Skat og Skatteministeriet den 6. september.

I notatet uddybes, at implementeringen frem mod fuld løsning kan trække ud, og der særligt i 2013 og 2014 kan være problemer:

‘Største risici knytter sig til usikkerhed om indfasningstakt i 2013 og 2014, herunder sagsmængde, behov for håndtering af systemfejl og behov for oprydning som følge af konvertering,’ fremgår det i status-notatet.

Det fremgår også, at man vil håndtere de pågældende risici via blandt andet 'en kontrolleret opstart'.

Netop håndteringen af systemfejl og behov for opretning af den yderst mangelfulde datakonvertering kalder lektor i datalogi ved Københavns Universitet, Erik Frøkjær, for ‘de helt centrale ting’.

»Statusnotatet indkredser i få overordnede forumleringer nogenlunde godt, hvordan man stadig står i en yderst alvorlig og højrisikabel situation efter beslutningen om idriftsættelse af EFI. Systemet er fortsat meget alvorligt fejlbehæftet og mangelfuldt. Datagrundlaget ligeledes i elendig forfatning. Og man er ganske klar over, at det i bedste fald vil tage lang tid at udbedre manglerne.«

Han uddyber:

»Det eneste som der ikke står i notatet, er det vigtigste: at Skat på tidspunktet i august 2013 ikke aner deres levende råd - at de slet ikke magter opgaven. Det burde Departementet have gennemskuet i konteksten: udviklingsprojektets miserable forhistorie op til tidspunktet august 2013, Rigsrevisionens yderst alvorlige kritik, og de på tidspunktet foreliggende konsulentudredninger. Derfor er der tale om ringe embedsmandsindsats og elendig ministerbetjening.«

Det har ikke været muligt at træffe Holger K. Nielsen. Han har tidligere udtalt til avisen, at han ‘agter at forklare sig i Skattekommissionen’.