SF har brug for alle kræfter, hvis partiet skal bevare sin styrke ved det kommende folketingsvalg.

Det har SF-formand Pia Olsen Dyhr gjort en dyd ud af at fortælle medlemmerne frem til partiets landsmøde i denne weekend. Men partiets tidligere formand, Annette Vilhelmsen valgte alligevel at bruge det meste af lørdagen på at deltage i Friskoleforeningens årsmøde i Kolding.

»Der var mange andre, der kunne bakke op på landsmødet. Jeg var inviteret til at kommentere formandens beretning på Dansk Friskoleforenings årsmøde, fordi jeg er formand for Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg, og jeg er blevet inviteret for lang tid siden. Jeg har til gengæld fulgt landsmødet på nettet og på Facebook og Twitter,« siger Annette Vilhelmsen.

Skrøbelige målinger

SF holder landsmøde denne weekend i Falconer Centret på Frederiksberg. Et landsmøde, hvor samtlige medlemmer er bevidste om, at meningsmålingerne er skrøbelige. Det vil være helt afgørende for partiet, at alle er opmærksomme på de signaler, der bliver sendt til omverdenen. Pia Olsen Dyhr langede hårdt ud efter De Radikales økonomiske politik og efter Socialdemokraternes manglende dagpengeløsning i sin tale. Og der blev klappet, hvor der skulle klappes. Landsmødets første dag blev en opvisning i, at SFerne kan holde sammen og rette ind, når der er brug for det. Det blev derfor også bemærket, at den tidligere partiformand Annette Vilhelmsen ikke sad på sin plads, da landsmødet gik i gang kl. 11.30.

’Mærkelig prioritering’

»Hvor er Annette?,« lød det både i krogene, ved bordene og på dametoilettet. Da rygtet gik, at hun havde valgt friskolerne frem for partiet, var der én kommentar, der gik igen: »Det var dog en mærkelig prioritering.«

Men måske skal en af årsagerne til Vilhelmsens fravær findes i, at netop Friskoleforeningens medlemmer kan være med til at sikre hende genvalg til Folketinget på Fyn. Her er banen allerede kridtet op til intens magtkamp mellem hende og ærkerivalen Karsten Hønge med tilnavnet ’vikaren fra helvede’. Han var en af bannerførerne i SF-opgøret mod salget af Dong-aktier til Goldman Sachs og dermed stærkt medvirkende til, at Vilhelmsen trak SF ud af regeringen og trådte tilbage som formand.

Som meningsmålingerne står nu, bliver der kun plads til et mandat på Fyn og dermed kun til enten Vilhelmsen eller Hønge.

Annette Vilhelmsen afviser, at hendes prioriteringer på landsmødets første dag har noget med stemmefiskeri at gøre.

»Alle vælgere er vigtige, Friskoleforeningens medlemmer er ikke vigtigere end alle andre,« siger Vilhelmsen.