»Det er et sårbart projekt. Det viser flere målinger også, forstået på den måde, at han balancerer lidt på spærregrænsen.«

Sådan siger B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, i halen på et netop overstået sommergruppemøde lørdag eftermiddag hos det nystiftede parti, Moderaterne.

Et parti, som tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen som bekendt står bag.

Netop spidskandidatens egenrådighed er også en del af sårbarheden i projektet:

»Moderaterne er Lars Løkke, ligesom Danmarksdemokraterne er Inger Støjberg. Det er begge partier, der forsvinder, når de to forsvinder. De kan opnå stor tilslutning, ligesom vi har set det tidligere med Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard. Partierne er ikke specielt ideologiske, men de formår at ramme noget i tiden. Det er sårbare projekter, der hviler på personen,« siger Joachim B. Olsen.

Den politiske kommentator vurderer, at Løkkes plan nu er at sætte sig selv i en situation, hvor Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) eller Søren Pape (K) ikke kan komme uden om ham.

»Han har den drøm, at han kan lykkes med at sætte sig selv i centrum, hvilket jo vil være et meget bemærkelsesværdigt 'comeback',« siger Joachim B. Olsen:

»Når det så er sagt, er det spændende at se, om han kan komme igennem en hel valgkamp uden at pege på en statsministerkandidat, som er afgørende for, at han kan spille dem ud imod hinanden. Det er ikke givet, at det bliver nemt ikke at svare på så centralt et spørgsmål,« siger kommentatoren.

Partisekretær Anders Schiermer, formand Lars Løkke Rasmussen og Gitte Møller Højlund fra Moderaterne holder pressemøde efter partiets sommergruppemøde i Nyborg, lørdag den 20. august 2022.
Partisekretær Anders Schiermer, formand Lars Løkke Rasmussen og Gitte Møller Højlund fra Moderaterne holder pressemøde efter partiets sommergruppemøde i Nyborg, lørdag den 20. august 2022. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Vis mere

Ved lørdagens sommergruppemøde understregede Løkke endnu en gang, at han går til valg på at sikre, at der bliver dannet en bred regering hen over midten.

Han løftede dog sløret for, at Mette Frederiksen ikke er favorit til statsministerposten:

»Det er ikke sådan, at jeg ser det som meget oplagt, at Mette Frederiksen skal være statsminister igen,« sagde han uden dog at pege på, hvem der så skal være det.

Lars Løkke Rasmussen nævnte på sommergruppemødet flere konkrete indsatsområder, som Moderaterne ser som nødvendige at have fokus på.

Det er blandt andet sundhed, den nære velfærd og økonomi.

»Det er emner, som appellerer både til røde og blå vælgere. Det tror jeg er klogt nok. Mange vælgere er klar over, at han er en dygtig politiker og håndværker og exceptionel debattør. For eksempel er sundhed et område, han som tidligere sundhedsminister har en stor troværdighed på. Han står bag flere store reformer, herunder kræftpakkerne,« siger Joachim B. Olsen.

Men sårbarheden slipper altså ikke Lars Løkke Rasmussen:

»Hvis der er nogen, der tidligere har haft alle muligheder for at lægge forslag frem, så er det Løkke i kraft af sin post som tidligere statsminister. Det kan virke utroværdigt, at han ikke har lagt de her politikker frem tidligere,« fastslår kommentatoren.