Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen talte med store bogstaver, da hun onsdag formiddag deltog i et direkte interviewet på TV2 om regeringens forslag om afgiftslettelser til erhvervslivet.

»Hvis man gerne vil skabe arbejdspladser, skal man for eksempel sørge for, at folk ikke bliver så bekymrede for deres tryghed og er så bange for at miste deres arbejde, som de er på grund af det her dagpengesystem, som Kristian Thulesen-Dahl fik fucked up,« sagde Johanne Schmidt-Nielsen til TV 2.

Kommentaren kom i forlængelse af regeringens fremlæggelse af pakken af vækstinitiativer, som skal gavne erhvervslivet, og afskaffelsen af afgifter fik Enhedslistens frontkvinde op i det røde felt.

Da TV2-journalisten havde svært ved at finde en grimasse, der ku' passe, tilføjede Johanne Schmidt:

»Du skal ikke grine, bare fordi jeg siger ’fuck’ i fjernsynet. Jeg mener det faktisk. Det er dybt alvorligt, at regeringen ikke løser dette problem.«

Da kameraet var slukket , må Johanne Schmidt-Nielsen alligevel være kommet på bedre tanker.

I hvert fald undskyldte hun kort efter på sin profil på Facebook:

»Undskyld. Man skal tale pænt. Jeg fuckede op. Eller noget … ,« skrev hun efterfuldt af en glad smiley.

Hun undlod dog ikke at benytte lejligheden til at gentage sin kritik af regeringen:

»Og når det så er sagt: Hvad sker der for at bruge millioner af kroner på skatterabatter til virksomhederne igen-igen frem for at få fikset det dagpengesystem!«