Enhedslisten vil have Socialdemokraterne til at finde en løsning på dagpengeproblematikken med et alternativt flertal bestående af Socialdemokraterne, Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti.

Enhedslisten opfordrer nu statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at komme de ledige, der har mistet dagpengeretten, til undsætning med et samarbejde på tværs af de politiske fløje på Christiansborg.

Ifølge Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), kan der således laves et politisk flertal for en dagpengeløsning med et alternativt flertal, og derfor sender hun nu en opfordring til Thorning og Socialdemokraterne:

»Socialdemokraterne rejser rundt i Danmark og fortæller, at der ikke kan gøres noget for de 40.000 mennesker, der er faldet ud af dagpengesystemet, fordi der ikke er flertal for det,« siger hun og uddyber:

»Men det er simpelthen ikke rigtigt, for Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti udgør tilsammen et politisk flertal, så selvfølgelig kan og bør vi gøre noget for at hjælpe de her mange tusinder mennesker og deres familier,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

I alt har næsten 44.000 ledige mistet dagpengene siden 1. januar 2013 som følge af den reform, som Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti vedtog med stemmer fra de Radikale i 2010, og som den nuværende regering har videreført.

Johanne Schmidt-Nielsen så helst, at reformen helt blev annulleret, da langt flere end ventet har mistet dagpengeretten.

Men da hun samtidig erkender, at det nok ikke er realistisk, så peger hun på, at der i stedet kan laves et flertal for at halvere genoptjeningsperioden fra et helt til et halvt år.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thuelsen Dahl (DF), der ellers var med til at indføre reformen, har siden ændret holdning, og han har for nyligt gjort det klart, at hvis Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) bliver statsminister efter næste folketingsvalg, vil Løkke blive mødt med et krav om at lempe på det omstridte dagpengesystem.

Derfor ser Johanne Schmidt-Nielsen også en mulighed for et politisk indgreb nu, hvor man finder flertal for at halvere genoptjeningsperioden.

»Regeringen må droppe dumstædigheden, sætte sig til forhandlingsbordet sammen med Enhedslisten og finde en løsning,« opfordrer Johanne Schmidt-Nielsen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har tirsdag i forbindelse med Socialdemokraternes sommergruppemøde atter afvist, at der er ændringer på vej i den nærmeste fremtid.

»Vi lægger ikke op til, at der skal gøres yderligere, fordi vi har sikret, at der er forsørgelse til dem, der mister dagpengene,« sagde hun.