De Konservative er mildest talt utilfredse med, at det nu viser sig, at Skat bevidst har nedprioriteret at rette fejlagtige ejendomsskatter.

»Det virker helt helt helt vanvittigt.«

Sådan lyder reaktionen fra de Konservatives skatteordfører Brian Mikkelsen (K) til oplysningerne om, at direktionen i Skat helt bevidst har nedprioriteret klagesager fra boligejere, der har betalt for meget i ejendomsskat.

»Jeg synes, det er chokerende. Her har man jo et skattevæsen, som bevidst nedprioriterer, at folk får de penge, de har betalt for meget, og så bruger man i stedet tiden på at få flere penge ind fra andre mennesker,« siger Brian Mikkelsen.

Det er Politiken, der har fået aktindsigt i en redegørelse fra Skatteministeriet, som viser, at Skat har nedprioriteret at behandle de fejlagtige skatter. En beslutning, direktionen i Skat har taget, selvom den tidligere skatteminister Morten Østergaard (R) allerede i marts sidste år forsikrede Folketinget om, at Skat ville rette ind og sætte grundværdierne ned, der hvor Skat var blevet underkendt i Landsskatteretten og Vurderingsankenævnet.

»I et retssamfund er der ikke noget vigtigere end at sørge for, at de mennesker, som betaler for meget i skat, får de penge tilbage. Det må være en grundlæggende princip i et retssamfund og et demokrati som vores,« siger Brian Mikkelsen.

Han giver ikke meget for Skatteministeriets forklaring om, at der har været tilført for få ressourcer til opgaven.

»Det synes jeg er en gang vås. Der er flere tusinde ansatte i Skat, og vi hører uge efter uge om, hvordan man meget aggressivt forsøger at få penge ud af folk. Man burde i stedet bruge de ressourcer på at sørge for, at folk der har betalt for meget i skat, får deres penge tilbage,« siger han.

Ordføreren mener, skatteminister Benny Engelbrecht (S) har et politisk ansvar.

»Nu bliver der efterhånden rullet en sag ud hver eneste uge, hvor Skat har jagtet folk og har sørget for at have et system, hvor boligejere får vurderet deres bolig alt for højt. Det her må betyde, at ministeren har siddet med armene over kors og ikke gjort noget,« siger Brian Mikkelsen.