Der er ifølge Naser Khader hårdt brug for en målrettet strategi, hvis vi skal forhindre, at unge muslimer rejser til Syrien for at deltage i borgerkrigen.

Mellemøstekspert og tidligere folketingsmedlem Naser Khader har tirsdag aften sendt et nødråb af sted til sine tidligere kollegaer på Christiansborg, efter han har fået flere henvendelser om danske unge, der er taget til Syrien for at hjælpe jihadisterne. Det skriver bt.dk.

»Jeg prøver at gøre, hvad jeg kan, men det er ikke nok. Der skal mere til. Vi mangler en samlet målrettet, national strategi til at stoppe dette vandvid. Også af sikkerhedshensyn. Hvis de kan sprænge sig selv i luften i Syrien, så kan de også sprænge sig selv i luften i Danmark,« skriver han i en statusopdatering på sin Facebook-profil.

Først fik Naser Khader en henvendelse fra en mor, som ikke har set sin søn i over en uge og nu har fundet ud af, at sønnen højst sandsynligt er på vej til Syrien. Den anden henvendelse kom fra en pige, hvis veninde har giftet sig med en ukendt mand i Syrien over Skype og nu også er på vej til Syrien.

» Det er hjerteskærende at blive ringet op af en mor, der ikke har set sin søn i en uges tid. Man føler sig magtesløs, når man ikke kan hjælpe,« uddyber Naser Khader over for TV 2 News.

»Man burde have en lov, der kriminaliserer, at man tager ned og hjælper jihadisterne. I andre lande er det ulovligt at rekruttere folk til at tage til Syrien. I England fratager man unges pas bare på mistanke om det,« påpeger han.

De to henvendelser kommer efter, at han mandag har medvirket i et afsnit af dokumentarserien Akkari og Khader på DR2. I programmet rejser han sammen med tidligere imam Ahmed Akkari til Syrien for at undersøge, hvorfor unge danskere med muslimsk baggrund rejser til landet for at kæmpe.

Naser Khader opfordrer sine tidligere kollegaer i Folketinget til at lave en samlet, national strategi. Dels for at forhindre, at unge bliver lokket til Syrien, dels for at tilbyde unge, der er fanget i radikalismen, en udvej.

»Jeg siger ikke, at det er politikernes ansvar alene. Men jeg har set eksempler på forældre, der har gjort alt for at forhindre, at deres børn havner i Syrien. De forældre står i en desperat situation, og de skal have en hjælpende hånd i den situation. Så jeg synes, det skal være ulovligt at tage derned, og samtidig bør der være exit-strategier, der kan få de unge ud af radikalisering,« siger han til TV 2 News.

Exit-strategier findes allerede i det små ifølge Khader, men det bør være landsdækkende. Ikke blot til at forebygge, at unge ender i Syrien, men også af rent sikkerhedsmæssige hensyn i Danmark.

»Hvis man kan sprænge sig selv i luften dernede, kan man også gøre det her i Danmark,« gentager Naser Khader sin statusopdatering og fortsætter:

»Når man først begynder at slå ihjel, så kan man også fortsætte med det. Så jeg er bekymret for sikkerhedssituationen.«