»Jeg begyndte at ryste. Man bliver trist. Ked af det. Det er en sorgens dag.«

Det siger Kim Hansen, 59 år og gennem de seneste 35 år ejer af ejendommen Gulstavvej 3 ved Bagenkop på Sydlangeland.

Få hundrede meter fra, hvor regeringen har besluttet at placere et udrejsecenter for hårdkogte, kriminelle udlændinge, som har afsonet årelange fængselsstraffe og er udvist af Danmark.

Men som på grund af forholdene i deres hjemlande ikke i praksis kan blive udvist, fordi det vil være i strid med internationale konventioner.

Nu kan hverdagen for Kim Hansen og de øvrige af de nærmeste naboer til den tidligere kaserne Holmegaard samt beboerne i Bagenkop by, der ligger et par kilometer længere væk, ikke undgå at blive anderledes end hidtil, når udrejsecentret åbner i fuld skala næste forår.

»Vores hverdag bliver lavet om. Det kommer til at være, som det er for naboerne til udrejsecentret ved Bording,« siger en trist Kim Hansen og hentyder til de store problemer, det har givet for beboerne i og omkring den midtjyske landsby, hvor de kriminelle udlændinge er i øjeblikket.

Da han onsdag formiddag sad foran sit tv og måbende fulgte pressemødet med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), som begrundede, hvorfor udrejsecentret skal ligge lige præcis, hvor Kim Hansen bor, troede han næsten ikke sine egne ører.

Han var så rystet, at han tog en drastisk beslutning på stedet:

»Jeg ringede til ejendomsmægleren en halv time efter, at pressemødet var startet. Jeg sætter mit hus til salg, selv om jeg aldrig før har spekuleret på, at det skulle sælges. Men det vil jeg gøre nu, for jeg vil ikke være tryg ved at blive boende. Jeg har boet her i 35 år, men nu vil jeg ikke være her længere,« siger Kim Hansen.

Han er dog godt klar over, at køberne næppe kommer til at stå i kø. Men han vil forsøge at sælge alligevel.

Om ikke andet vil han gøre, hvad han kan, for at staten – som nu har valgt at placere et udrejsecenter få hundrede meter fra hans hjem – køber hans hus som en ekspropriationssag.

»Det er vel det mindste, de kan gøre. Jeg håber at sælge til staten,« siger han. Og tilføjer:

»Regeringen siger godt nok, at den vil placere seks betjente på centret døgnet rundt. Men hvad kan seks betjente gøre ved 130 kriminelle?«

»Bussen stopper lige op ad mit hus, så de kriminelle kommer til at rende forbi hos mig hele tiden. Vi frygter for vold og hærværk og indbrud. Som det er sket for naboerne til Kærshovedgaard,« siger Kim Hansen.

Mattias Tesfaye kommer på besøg i lokalområdet og møder beboerne torsdag formiddag. Her vil ministeren få en 'varm' velkomst fra de lokale, lover de.

»Jeg vil sige, at han er røvhul. Han har jo også sagt, at han ikke selv ville være tryg ved det, hvis han skulle være nabo til et udrejsecenter,« siger Kim Hansen.