Medens regeringens forhandlere hele formiddagen har forsøgt at undlade at kommentere de forhandlinger, som her kl. 13 igen går igang i Finansministeriet, sender Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen dette budskab ud i et nyhedsbrev 40 minutter før forhandlingerne går igang:

»Der er endnu ikke enighed om en finanslov. Jeg havde selvfølgelig – som alle andre – gerne set, at vi var kommet i mål. Men jeg er stadig optimistisk og tror på, at det nok skal lykkes. Så her en lille status:

Vi har fire bolde, der skal sparkes ind sammen med Dansk Folkeparti. Og det skal de nok blive. Måske ikke på én gang, men så én efter én.

Vi skal have landet en finanslov med bedre kernevelfærd, bedre infrastruktur, flere betjente og en række andre elementer. Det tror jeg på, at vi nok skal nå inden for tidsgrænsen.

Samtidig skal vi have forhandlet et nyt forsvarsforlig, hvor Danmark skal rustes til fremtidens udfordringer og trusler. Her har vi også lagt bolden på straffespletten.

Så skal vi have sænket skatten for de helt almindelige danskere, der hver dag går på arbejde. Her er vi en smule uenige – det kan enhver se. Men også her er det min opfattelse, at vi kan nå hinanden.

Endelig skal vi have strammet op på udlændingepolitikken på en række områder. Enhver kan se de åbenlyse indsatsområder, men én ting er politikken, som vi sagtens kan blive enige om, mens en anden ting er juraen, som fylder meget på dette område.

Det er de fire bolde, som vi spiller sammen om at få sparket i mål. De hænger sammen, men behøver ikke at blive sparket ind på samme tid.«

Dermed tager han måske forskud på den helt centrale problemstilling i forhandlingerne: Nemlig om der kan opnås tilstrækkelig tillid mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti til, at forhandlingerne kan afsluttes enkeltvis, som Dansk Folkeparti har foreslået - og ikke samlet i denne weekend, som Liberal Alliance har stået fast på.