Københavnerne kan godt gøre klar til at give bilerne en fridag den sidste søndag i september næste år.

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation har torsdag aften besluttet at indføre en bilfri dag i hovedstaden. Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Ø) fortæller, at den bilfri dag holdes i forbindelse med Den Europæiske Mobilitetsuge, hvor tilsvarende arrangementer ses rundt i Europas storbyer. Alt tyder på, at det bliver den sidste søndag i september.

»Målet er at vise, hvordan byen kunne se ud, og hvordan kunne byens rum bruges, hvis vi ikke havde bilerne til at optage så meget plads,« siger Morten Kabell.

I slutningen af september var det Paris, der holdt bilfri dag. Forsøget førte ifølge avisen The Guardian til, at der nogle steder i den franske hovedstad blev målt et fald på 40 procent i mængden af udledt kvælstofdioxid.

Paris’ borgmester har efterfølgende luftet muligheden for, at en månedlig bilfri dag kan komme på tale i hovedstaden.

Morten Kabell kigger meget til de franske erfaringer.

»I Paris oplevede man, at folk pludselig opdagede, hvor fantastiske boulevarderne er, og hvor dejlige byrum Paris har, når de ikke fyldes af bilerne. Det samme kan vi i København. Samtidig får vi konkrete tal for, hvordan luftforureningen vil være i en storby som København, hvis bilerne ikke var der,« siger han.

Det er nu op til forvaltningen finde ud af, hvordan den bilfri dag rent praktisk skal tage sig ud i København.

»Alt det praktiske har vi nogle måneder til at finde ud af. Det håndterer vi på en måde, så alle får en god oplevelse ud af det,« siger Morten Kabell og understreger, at det bliver tilladt for eksempelvis redningskøretøjer at trodse den bilfri dag.

Om København på sigt vil indføre flere bilfri dage om året, er ikke utænkeligt.

»Jeg har set, at Paris’ borgmester lægger op til, at det kan være, de skal have en bilfri dag om måneden. Nu starter vi lige med den ene dag, og så ser vi, hvor det bringer os, men der er ingen tvivl om, at Paris er et trafikpolitisk rigtig godt eksempel for andre byer i Europa. Så dem kigger vi rigtig meget på,« siger han.