Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation har nedstemt forslaget om at tage imod 200 flygtninge, som blandt andre den radikale integrationsborgmester ellers ønsker.

Socialdemokraterne har sammen med de borgerlige partier i Københavns Borgerrepræsentation torsdag aften nedstemt et forslag om at tage imod 200 flygtninge i kommunen.

Det fortæller Socialdemokraternes politiske ordfører i borgerrepræsentationen, Lars Aslan Rasmussen (S).

»Vi er ikke imod flygtninge, men vi mener, de skal fordeles i andre kommuner, der har færre,« siger han.

Efter flygtningenes treårige integrationsprogram er de dog meget velkomne i København, lyder det.

Det er blandt andre de Radikale, der har fremsat forslaget om at modtage 200 flygtninge næste år, fordi kommunen af Udlændingestyrelsen ikke er blevet tildelt en eneste flygtning næste år.

Anna Mee Allerslev (R), der er integrationsborgmester i Københavns Kommune, mener, det er pinligt, at København ikke skal modtage en eneste flygtning, mens mange andre kommuner skal byde hundredvis udenlandske borgere velkommen.

»Jeg mener, at vi i denne ekstraordinære situation, hvor hele verden brænder, skal tage i hvert fald 200 flygtninge. Jeg vil gerne have, at vi tager endnu flere, men i første omgang håber jeg, der er politisk opbakning til, at vi tager 200 næste år,« sagde Anna Mee Allerslev inden mødet, hvor forslaget altså blev stemt ned.

Hun er forundret over, at Københavns Kommune i årevis ikke har skullet modtage flygtninge.

»Det er underligt, at vi som landets rige hovedstad og endda med en af de laveste kommuneskatter ikke tager flygtninge. Vi har i 16 år ikke taget nogen, fordi vi er en nulkvote-kommune. Vi har kun taget dem, som har en særlig tilknytning til os, hvilket nærmest ikke er nogen,« siger hun.

Udlændingestyrelsen har netop fastsat kommunekvoterne for 2016, der angiver, hvor mange flygtninge kommunerne kan forvente at modtage næste år.

Aalborg kan regne med 642, Aarhus 587, Odense 385, Esbjerg 276 og Næstved 242. I alt forventes 12.000 flygtninge at få asyl i Danmark næste år. Det er de enkelte kommuners ansvar at finde et sted at bo til flygtningene og sørge for et integrationsforløb.