Nye vurderinger og udsigten til højere ejendomsskatter på lejligheder i København betyder travlhed hos både købere og sælgere.

Ifølge Børsen oplever mæglerne et decideret boom i handler og antallet af salgsvurderinger af lejligheder. 

Det betyder blandt andet, at de fotografer, der tager billeder til salgsopstillinger, er fuldt bookede.

Anne Crone, indehaver af Danbolig København City, er en af de mæglere, der fortæller til erhvervsavisen, at hun har flere handler i øjeblikket.

Årsagen til den øgede travlhed, er, at der kan være en økonomisk gevinst forbundet med at købe bolig inden årsskiftet. Ejer man sin bolig inden nytårsraketterne fyres af, kan man nemlig opnå en lukrativ skatterabat, som betyder, at skatten ikke stiger i kroner og øre i 2024 og frem til den dag, man sælger.  

Og udsigten til stigninger i ejendomsskatten fra årsskiftet for københavnerlejligheder har sat gang i handlerne.

Lone Bøgh Henriksen, der har ti Home-butikker i København, fortæller, at hun har flere lejligheder med til-salg-skilte end normalt.

»Der er ekstremt stor interesse for at kende boligens værdi i øjeblikket. Der er rigtigt mange, der har udskudt beslutningen om at sælge, fordi aktiviteten har været lav sidste år, men nu har vi meget travlt med at lave handler, hvor overtagelsen skal ske inden nytår,« siger hun.