EU-parlamentariker Jeppe Kofod siger, at Grækenland til trods for søndagens rungende nej til EUs reformforslag er nødt til at komme EU i møde. Ellers ender det med en økonomisk og social katastrofe.

Bankerne kan stå uden kontanter, og grækerne uden mad på bordet. Det er ifølge europaparlamentariker Jeppe Kofod (S) værste scenarie, efter Grækenland i en folkeafstemning har stemt nej til en række økonomiske reformforslag fra EU.

Han håber nu, at grækerne vil tage sit ansvar på sig.

»Nu har Tsipras (græsk premierminister, red.) fået mandat til at sige nej til EU. Men det vil gå ud over Grækenland. De kan risikere, at deres banker bliver lukket, blive tømt for kapital, og de kan i værste fald risikere en statsbankerot og ryge ud af euroen. Derfor håber jeg virkelig, at Grækenland nu kommer med nogle forslag, der gør, at vi kan finde en løsning - til gavn for både Grækenland og Europa,« siger han.

Den socialdemokratiske parlamentariker mener, at EU har tilbudt grækerne rigeligt, men at Grækenland mangler at leve op til sit ansvar. Det er de nødt til at gøre nu ved at vedtage nogle reformer, siger han.

»Vi skal være to om at løse opgaven. Hvis de bare tror, Europa skal redde Grækenland, så ender de i afgrunden. Det sker forhåbentlig ikke,« siger Jeppe Kofod.

Han mener dog, EUs og IMFs linje i starten af den græske krise var for hård. Sparepolitikken blev for meget og dræbte væksten i Grækenland, mener EU-parlamentarikeren.

Derfor har det været vigtigt for Jeppe Kofod og de europæiske socialdemokrater at få tilbudt grækerne en vækstpakke. Og det gjorde EU i foråret med en vækstpakke på mere end 260 milliarder kroner fra 2015 til 2020. Grækerne afslog, men fortsætter de den stil, så kan det kun gå en vej, siger Jeppe Kofod:

»Man nødt til også at have en vækstpolitik omkring Grækenland. Det har vi tilbudt dem. Men samtidig skal der også reformeres i Grækenland, det er man nødt til at tage fat på,« siger han.

»Det håber jeg, den græske regering vil gøre sammen med Europa, for hvis man gør det på den måde, undgår man en social og økonomisk katastrofe. Går man sin egen vej, risikerer man at ende i afgrunden. Det vil være trist, især for det græske folk,« siger Kofod.

Grækerne stemte søndag klart nej til de europæiske reformkrav til den økonomiske græske politik. Hele 61,3 procent fulgte regeringens anbefaling og stemte imod.