Balladen omkring Mette Frederiksens opfordring til selvransagelse i Socialdemokratiet viser, at selv de mest simple og rigtige udmeldinger kan få den socialdemokratiske skude til at vippe.

Når selv de mest oplagte udtalelser fra Socialdemokraterne kan vække furore, så viser det, hvor dyb krisen i partiet er.

Sådan lyder analysen fra Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, efter beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har vakt opsigt med en udtalelse om, at Socialdemokraterne er nødt til at kigge indad for at finde forklaringen på vælgerflugten.

- Det er nogle simple og enkle budskaber, hun går ud med, som under normale forhold ikke burde skaber ravage. Når det gør det, er det fordi partiledelsen med Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen er så svag, at der næsten ikke skal noget til at ryste den. Nerverne sidder uden på tøjet i Socialdemokratiet, siger Thomas Larsen.

Mette Frederiksen siger til Børsen, at Socialdemokraterne skal være bedre til at lytte til danskerne, som har den økonomiske krise tæt inde på livet.

- Når man ligger, hvor Socialdemokratiet gør lige nu, så kan man jo grundlæggende gå to veje. Enten kan man tænke: Det er os, der har ret, og danskerne, der tager fejl. Eller også kan man gøre sig selv den umage at tænke: Det kunne være, det var danskerne, der har ret, og at vi derfor er forpligtet til at overveje situationen og selvfølgelig også se, om der var noget, vi kunne gøre bedre og klogere. Jeg har en meget, meget udstrakt tillid til danskerne - også i deres vurdering af Socialdemokratiet, forklarer hun.

Mette Frederiksen står i øjeblikket i en situation, hvor spekulationerne om hendes formands-ambitioner er så udbredte, at hun ikke længere kan åbne munden, uden det hun siger, bliver vendt og drejet. Det er et problem for den populære minister, for selv når hun ikke går imod regeringen, bliver det tolket sådan, forklarer Thomas Larsen.

»Med sin udtalelse lægger hun jo ikke op til at undsige regeringens politik, men til, at regeringen skal være bedre til at være i dialog med vælgerne. Det er åbenlyst, at Mette Frederiksen næsten ikke kan sige noget længere til medierne, uden at det bliver læst ind i et opgør med Helle Thorning-Schmidt og i fortællingen om, at hun nok ikke kan vente med at få formandsposten i Socialdemokratiet. Men hvis folk som hende, der stadig har evnen til at nå ud til vælgerne, hvis de også begynder at tie stille, så vil Socialdemokratiet for alvor komme i dybe problemer. For det er helt tydeligt, at partiledelsen med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon (S) i spidsen ikke formår at nå ud til vælgerne,« siger han.