Det blev ikke til en post som EU-præsident for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), stod det klart lørdag aften. Og selvom Thorning har brugt de sidste mange måneder på at slå fast, at hun er glad for at være statsminister i Danmark, havde hun måske været bedre stillet med et topjob i EU, vurderer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.

Der venter nemlig den danske statsminister en meget svær tid på den hjemlige, politiske scene, og med udnævnelsen af Polens premierminister, Donald Tusk, som ny EU-præsident, rykker et valg længere og længere væk.

»De spekulationer, der med rette har været om, at det kunne være fristende for hende at lave et valg her i efteråret, er fejet af bordet nu. Helle Thorning-Schmidt får brug for lang tid til at genopbygge sig selv og genopbygge Socialdemokratiet i befolkningens øjne, inden hun overhovedet kan trykke på valgknappen,« siger Thomas Larsen og fortsætter:

»Derfor tror jeg, vi i hvert fald skal over til foråret, før det overhovedet kan komme på tale, at der kommet et folketingsvalg.«

Nu hvor EU-rygterne ikke længere svirrer, kan Helle Thorning-Schmidt tage tilbage til Christiansborg, hvor flere sager presser hende og regeringen, forklarer Thomas Larsen.

»Statsministeren kommer hjem til en meget, meget svær dagsorden. Vi kan nævne dagpengesagen, der er eksploderet, og vi kan nu se, at nogle af de store fagforbund nu trækker støtten til Socialdemokratiet. Og så kan hun så oven i købet også se, at hendes tidligere tætte alliancepartner SF er begyndt at køre parløb med Dansk Folkeparti i dagpengespørgsmålet,« siger kommentatoren.

Og især dagpengeproblemet har skabt så stor splittelse hos Socialdemokraterne, at flere er skuffede over, at Thorning ikke byttede Christiansborg ud med Bruxelles, betoner Thomas Larsen.

»Det, der er det næsten nådesløse for Helle Thorning-Schmidt, er jo, at meget store dele af hendes eget parti - og det vil sige langt ind i baglandet, langt ind i folketingsgruppen og langt ind på ministerholdet - jo i virkeligheden havde krydset fingre for, at hun fik jobbet, sådan så vejen kunne være banet for Mette Frederiksen,« siger han.

Og netop beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), der var nævnt som Thornings oplagte arvtager, er efter Thomas Larsens vurdering særdeles lettet over, at hun ikke skal til at være statsminister og formand for Socialdemokraterne.

»Ved første øjekast kunne det jo ligne en stor chance for Mette Frederiksen, men sandheden er jo, at det også kunne gå hen og være en meget, meget utaknemlig opgave. Problemerne for Socialdemokratiet består jo, og der er rigtig mange vælgere, der har vendt sig mod den politik, som partiet har ført i regering. Derfor ville Mette Frederiksen have stået over for nogle meget, meget store problemer også,« siger han.