Flygtningestrømmen til landets kommuner presser dem så hårdt, at de mangler midler. Regeringen vil løse problemet med stramninger for at få færre flygtninge til Danmark.

En række kommuner står over for så store udfordringer med flygtninge, at de er bekymret for at mangle ressourcer til at løfte integrationsopgaven. Det viser en rundspørge blandt landets 98 kommuner fra Politiken Research.

60 af kommunerne har svaret, og over halvdelen skønner, at kommunebudgettet ikke holder til de ekstraudgifter, som flygtningene medfører. Tre ud af fire mener, at midlerne til integrationsområdet bør revurderes efter det øgede antal flygtninge, der er kommet til Danmark.

I Køge Kommune forudser man ekstraudgifter for ti millioner kroner i 2015.

»Det store pres på vores kommune betyder, at økonomien ikke hænger sammen. Udfordringen er så stor, at vi ikke kan løfte opgaven alene. Det holder vores budgetter slet ikke til, fordi de i forvejen er spændt hårdt op,« siger byrådsmedlem Mads Andersen (K), der er formand for erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget.

»Vi står med udfordringer nu og i 2016, og hvis ikke vi får nogle flere midler, så kommer det til at gå ud over vores daginstitutioner og ældreplejen. Det er uholdbart og unfair over for skatteyderne,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Ifølge Mads Andersen er det udfordringerne med at få flygtninge i job og lære dem dansk, der for alvor kræver flere ressourcer.

Regeringens reaktion på kommunernes ønske er, at den vil forsøge at få færre flygtninge til landet. De seneste uger har den præsenteret en række tiltag, der skal få flygtninge til at vælge Danmark fra, blandt andet et straksindgreb, der sætter ydelsen til nytilkomne flygtninge ned til SU-niveau.

»Vi er udmærket klar over denne problemstilling, og derfor forsøger vi at stramme op. Det vigtigste for os har været at lave nogle opstramninger, som gerne markant skulle reducere tilstrømningen til Danmark. Det var årsagen til straksindgrebet, og det er derfor, vi vil komme med en række stramninger, når sommerferien er slut,« siger udlændingeordfører Marcus Knuth (V) til Politiken.

Det er dog langt fra nok, mener Mads Andersen fra Køge Kommune. For selv om han ikke vil afvise, at tiltagene fra regeringen vil virke på sigt, er det ingen hjælp til kommunerne nu og her.

»På den korte bane er udfordringer så store, at der ser ud til at blive et kæmpe minus på de kommunale budgetter. De vil gerne have os til at tage en masse flygtninge, men de har glemt, at der skal følge penge med,« siger han.