Sagen om fusk i Konservativ Ungdom fortsætter med uformindsket styrke.

I dag kan B.T. afsløre, at en af topfigurerne i Konservativ Ungdom selv har medvirket til medlemsfusk i 2020.

Der er tale om nuværende landssekretær Thomas Bøgh Rasmussen, der i dag har en central rolle i ungdomspartiet, når der skal søges om milliontilskud fra tipsmidlerne på baggrund af medlemstal og lokalforeninger. Det er blandt andre ham, der er med til at sikre, at alle oplysninger er korrekte.

Nu afslører en række Facebook-beskeder, hvordan Thomas Bøgh Rasmussen i 2020 fik en bekendt meldt ind i Konservativ Ungdom som såkaldt spøgelsesmedlem ved at betale for personens kontingent. 

Alt sammen for at vinde en studietur til udlandet i en af ungdomspartiets hvervekonkurrencer, der handler om at skaffe nye medlemmer.

Det har været en udbredt form for fusk i Konservativ Ungdom, viser en ny undersøgelse fra revisionsfirmaet PwC, og det er problematisk, da de mange spøgelsesmedlemmer betyder, at ungdomspartiet får udbetalt større tilskud fra tipsmidlerne, end det har krav på. 

Thomas Bøgh Rasmussens fusk foregik, før han blev landssekretær i 2022 og juraprofessor fra Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller mener, at sagen er problematisk:

»Det er imod reglerne, og at det kan have retlig virkning i form af krav om tilbagebetaling,« siger han.

Landsekretær Thomas Bøgh Rasmussen afviser at tale med B.T., og henviser til sin formand i Konservativ Ungdom, Christian Holst Vigilius.