Mandag indledte USA det første luftangreb mod Islamisk Stat i amerikanernes udvidede indsats for at bekæmpe den ekstremistiske bevægelse. Danmark er med i koalitionen og skal være klar til at skrue op for bidraget, mener de Konservative.

Et transportfly er hvad Danmark lige nu bidrager aktivt med for at nedkæmpe Islamisk Stat (IS) i Irak. Men den konservative udenrigsordfører, Lars Barfoed (K), er klar til at skrue op for den danske indsats, hvis situationen kræver det, efter at USA mandag bombede IS sydvest for den irakiske hovedstad Bagdad.

»Ingen havde vel forestillet sig, at der ikke skulle ske bombninger. Det er jo en naturlig konsekvens af, at en lang række lande har sagt, at nu vil vi fordrive ISIL (også kendt som IS,red). Det sker jo ikke uden militære konfrontationer. Og det støtter vi naturligvis op om,« siger Lars Barfoed.

Han henviser til den såkaldte kernekoalition, som står sammen i kampen mod Islamisk Stat. Foruden USA og Danmark tæller koalitionen også Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Tyrkiet, Polen, Canada og Australien.

Hvert land bidrager med forskellige ting, og Lars Barfoed ser gerne, at Danmark bidrager med mere end transportflyet:

»Der vil løbende være overvejelser om indsatsen. Jeg mener, at vi skal være klar til at gå med et meget langt stykke af vejen,« siger Barfoed og nævner de danske F16 som en mulighed.

Adspurgt om Danmark også skal deltage i luftangreb mod IS, svarer Barfoed:

»Det synes jeg ikke, man skal udelukke på forhånd, men det er ikke det, der er aftalt lige nu. Men jeg har hele tiden sagt, at det må vi være åbne over for.«

Til gengæld vil den konservative udenrigsordfører lade det være op til fagfolkene at vurdere, hvornår der skal skrues op for det danske bidrag:

»Det er mere en militær end en politisk vurdering. Men det kræver, at man samlet i koalitionen vurderer, at der er behov for at stille med en større kapacitet.«

Under et topmøde i Paris mandag blev Danmark og 25 andre lande enige om at støtte Irak i kampen mod IS. Landene erklærede sig parate til at bekæmpe bevægelsen med »den nødvendige militære assistance«.