Amanda Andersen har ikke set skyggen af sin iPhone, siden hun sporede den til Center Sandholm. Som gymnasieelev har hun ikke råd til at købe en ny, så i dag må hun klare sig med ’en lortetelefon’.

Justitsminister Karen Hækkerups svar til retsudvalget giver hun ikke meget for.

- Jeg synes, det er et dårligt svar. Når der er flere, der kan spore deres stjålne ting til præcis samme bygning, har jeg svært ved at se, hvorfor man ikke kan ransage, siger hun.

De Konservatives retsordfører var heller ikke tilfreds med svarene fra justitsministeren. På udvalgsmødet sammenlignede han med et jysk gymnasium, der blev ransaget for at finde nogle små mængder hash:

- Det virker helt paradoksalt, at politiet ikke må hente konkrete stjålne genstande i Sandholmlejren, men de må gerne ransage et helt gymnasium med flere hundrede gymnasieelever, sagde Tom Behnke på mødet i retsudvalget.