Overborgmester Frank Jensen kritiseres af eksperter efter forsøg på at give ansatte mundkurv på efter påstået læk i Anna Mee Allerslev-sag: Man må ikke lukke munden på embedsmænd

Den genvalgte overborgmester i København Frank Jensen får nu kritik af eksperter for at lukke munden på sine embedsmænd efter sagen om politikernes ulovlige brug af rådhuset til bryllupper.

Det sker efter, at Københavns Kommune i en redegørelse i sagen nu konkluderer, at reglerne blev brudt, da blandt andet den tidligere radikale borgmester Anna Mee Allerslev og Venstres politiske ordfører Cecilia Lonning-Skovgaard fik lov til at låne lokalerne kvit og frit til deres private bryllup.

For ti dage siden fortalte Frank Jensen på TV2 News, at et muligt læk om Anna Mee Allerslevs bryllup kommer fra hans forvaltning. Samtidig tilføjede han, at det er blevet gjort klart over for dele af medarbejderstaben i Økonomiforvaltningen - som han er øverst ansvarlig for - at ‘det er fuldstændig langt ude over, hvad der er acceptabelt.’

Men overborgmesteren må ikke irettesætte sine ansatte for at lække oplysninger, der ikke er underlagt tavshedspligt.

»Hvis vi forudsætter, at det, der bliver lækket, ikke indeholder fortrolige oplysninger, så må Frank Jensen ikke give en reprimande. Det nytter ikke noget, at embedsmænd i en forvaltning frygter for at bruge deres ytringsfrihed til at lække ting, som foregår i forvaltningen og ikke er i orden,« siger Sten Bønsing, der er lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet.

Netop på grund af Frank Jensens udtalelser til TV2 har ombudsmand Jørgen Steen Sørensen bedt om en forklaring fra Frank Jensen og hans forvaltning i sagen.

»Vi har noteret os udmeldingerne fra overborgmesteren, og derfor rejser vi spørgsmålet om, hvordan de harmonerer med de regler, der gælder for ansattes ret til at videregive oplysninger, som ikke er fortrolige. Generelt kan man sige, at lovlige videregivelser ikke bør sanktioneres fra ledelsens side,« siger Jørgen Steen Sørensen til BT.

Frank Jensens udtalelser er en udløber af sagen om Anna Mee Allerslevs bryllup i august og hendes gratis lån af Rådhushallen, som BT kunne afsløre i september.

Eksperter slog i BT fast, at lånet af lokalet var i strid med reglerne. Københavns Kommune mente derimod, at alt var foregået efter bogen. Kommunen refererede til et møde i den såkaldte gruppeformandskreds i 2012, hvor gruppeformændene besluttede, at medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation gratis kan låne de store festsale på rådhuset, selv om kommunens regler siger, at rådhuset ikke må stilles til rådighed til private arrangementer.

Aftalen, der blev vedtaget med Frank Jensen for bordenden, blev kun lavet mundtligt, og der blev altså ikke taget referat. Siden har fire politikere holdt deres bryllup på rådhuset på baggrund af det, som kommunen har kaldt ‘en administrativ praksis’.

Men den administrative praksis var i strid med reglerne, erkender Københavns Kommune nu i sit svar til Ankestyrelsen. Og det sætter overborgmesterens udtalelser på TV2 News i et uheldigt lys, fordi det er Frank Jensens omtalte læk, der har ført til, at kommunen i dag erkender regelbruddet, ligesom nye nedskrevne regler er på vej.

Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen understreger, at han ikke vil tage stilling til den konkrete sag, før der er et svar fra Københavns Kommune og sagens detaljer er kendte.

Men overordnet siger han:

»Hvis der kan være tale om, at der videregives oplysninger, som de ansatte er i deres ret til at videregive, og ledelsen så iværksætter eller varsler sanktioner, så foreligger der et spørgsmål, som man som ombudsmand må interessere sig for.«

Offentligt ansatte er blandt andet beskyttet af den såkaldte ‘meddeleret for offentligt ansatte’. Den betyder, at offentligt ansatte gerne må give pressen eller anden tredjepart oplysninger i tilfælde, hvor der kan være ‘spørgsmål om ulovlig forvaltning’ eller ‘anden uredelighed i den offentlige forvaltning'.

»Som sagen er fremstillet i medierne, kan den rejse nogle spørgsmål om meddeleret for offentligt ansatte, og det er derfor, vi går ind i den. Meddeleretten skal sikre, at offentligheden kan få kendskab til forhold, som har almen interesse,« siger Jørgen Steen Sørensen.

Frank Jensen oplyser til BT, at han ikke vil udtale sig i sagen, før der ligger et svar til Ombudsmanden.


DJØF: Frygter tavshedskultur hos Frank

Hos fagforbundet DJØF (Dansk Juridisk Økonomisk Forbund, red.), der organiserer embedsmændene, har man fået flere henvendelser fra ansatte i Københavns Kommune i kølvandet på overborgmester Frank Jensens reprimande. Den faglige organisation mener, Frank Jensen er gået over stregen.

»Vi har fået flere henvendelser fra vores medlemmer i Københavns Kommune samt tillidsrepræsentanter, der undrer sig over, at Frank Jensen går ud så kategorisk og siger, det er uacceptabelt, at man udtaler sig til pressen. Der er jo ytringsfrihed i det her land. Man kan i princippet sige hvad som helst, så længe det ikke er en løgn, tavshedsbelagt eller injurierende. Også selv om politikerne ikke kan lide det,« siger Sara Vergo, formand for DJØF Offentlig:

Går Frank Jensen for langt?

»Ja, jeg synes ikke, det er i orden, at man som overborgmester går ud og siger til sine ansatte, det er uacceptabel adfærd, at de udtaler sig til pressen. Det betyder, de vil være bekymret for at gøre det en anden gang. Det er rigtig uheldigt, hvis medarbejdere nu går og tror, de ikke må sige noget,« siger Sara Vergo.

Formanden advarer mod, at overborgmesteren skaber en tavshedskultur ved at slå hårdt ned på ansatte, der bruger deres ytringsfrihed.

»Hvis vi har en tavshedskultur, som næsten er det, der bliver lagt op til i denne sag, udvikler vi ikke den offentlige sektor. Vi risikerer, at ingen tør udtale sig, hvis der er noget, som ikke fungerer. Hvis man gerne vil udvikle en arbejdsplads indefra, så er man nødt til at lytte til de medarbejdere, der har noget på hjertet.«

Frank Jensen oplyser til BT, at han ikke vil udtale sig i sagen, før der ligger et svar til Ombudsmanden.