Fire tunesiske organisationer modtager Nobels Fredspris. Den danske udenrigsminister pointerer, at Danmark har bistået Tunesien i landets demokratiseringsproces.

Nobels Fredspris er gået til fire tunesiske organisationer, men også i Danmark har vi grund til at være stolte, lyder det fra udenrigsminister Kristian Jensen (V).

De tunesiske organisationer, der sammen går under navnet Tunisian National Dialogue Quartet, modtager prisen, fordi de har hjulpet med at skabe en fredelig dialog og bane vejen for demokratisering i Tunesien i kølvandet på Det Arabiske Forår i 2011. Den proces bistod Danmark med, lyder det fra Kristian Jensen.

»Danmark har en aktie i, at den tunesiske dialogkvartet i dag har modtaget Nobels Fredspris. Danmark har gennem Det Arabiske Initiativ støttet Tunesiens forfatningsproces og overgangen fra forfatningsforsamling til et egentligt parlament,« siger han i en skriftlig kommentar.

Tunesien var i 2013 præget af politiske drab og uro. Kvartetten får fredsprisen, fordi den på dette tidspunkt på fredelig vis fik lavet et politisk kompromis, der banede vejen for en fri forfatning. Organisationerne lykkedes at holde landet på sporet mod demokrati.

De fire organisationer består af den nationale fagbevægelse og arbejdsgiverorganisation. Derudover er der foreningen, som observerer og forsvarer menneskerettigheder i Tunesien, mens fjerde organisation er en national sammenslutning af advokater.

Kristian Jensen pointerer, at Danmark har arbejdet sammen med en del af kvartetten.

»Dansk Industri og Ulandssekretariatet har med midler fra Det Arabiske Initiativ arbejdet intensivt sammen med de tunesiske arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, som indgår i kvartetten. Det kan vi godt være stolte af,« siger han.

Det Arabiske Initiativ, som den danske regering tog initiativ til i 2003, understøtter reform- og demokratiseringsprocesser i Mellemøsten og Nordafrika.

Det Arabiske Initiativ har støttet både Dansk Industri og Ulandssekretariatets arbejde i Tunesien med at styrke demokratiske arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer, social dialog på arbejdsmarkedet og bedre vilkår på arbejdsmarkedet.

Andre danske institutter og organisationer har også støttet Tunesien, og samlet set har støtten til Tunesien rundet de 100 millioner kroner, lyder det fra udenrigsministeren.