Det er lidt sjovere at være formand hos Venstre, hvis det er penge, der er det vigtigste parameter. Det viser en gennemgang af partiformændenes lønninger, som Søndagsavisen har foretaget.

Af den fremgår det, at Lars Løkke Rasmussen (V) vil være absolut topscorer blandt sine formandskollegaer med en årlig løn på knap 1,2 millioner kroner.

Det forudsætter dog, at Venstres forretningsudvalgt aktiverer honoraret, når Lars Løkke Rasmussen eftervederlag som statsminister udløber 1. november.

Nummer to på listen - og et godt stykke efter - er Kristian Thulesen Dahl (DF), der får 308.000 kroner ekstra om året af sit parti oven i lønnen på knap 600.000 om året som folketingsmedlem, mens Helle Thorning-Schmidt (S) fik 240.000 kroner ekstra af Socialdemokraterne, inden hun blev statsminister.

Anderledes forholder det sig hos Enhedslisten, SF, De Radikale og de Konservative, hvor partierne ikke opererer med individuelle honorarer til deres formænd og politiske ordfører (Enhedslisten).

Liberal Alliance har ikke ønsket at oplyse, hvad de betaler Anders Samuelsen (LA), skriver Søndagsavisen.

Venstre skyder med andre ord markant flere penge efter deres formand, og det er et bevidst valg, understreger partisekretær Claus Richter i en mail til Søndagsavisen.

»Når Venstre har den ordning, skyldes det, at Venstre ønsker, at partiets formand skal have mulighed for helt og fuldt at kunne koncentrere sig om den i øvrigt krævende opgave, det er at være formand i Venstre og dermed også statsministerkandidat i Danmark,« skriver Claus Richter.

Honorarerne kommer oven i den eksisterende løn som folketingsmedlem, der ligger på knap 600.000 årligt. Dog ikke hos de Konservative, hvor Søren Pape Poulsen (K) som bekendt ikke er valgt ind.