GRÆKENLAND: Den økonomiske krise i Grækenland åbenbarer nok en gang EU-uenighederne internt i blå blok.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) meddeler, at regeringen bakker op om et forslag fra EU-Kommissionen om, at der ydes et overgangslån på 52 milliarder kroner til Grækenland finansieret gennem den fælles redningsfond EFSM.

Forslaget betyder, at også lande, der står uden for euro-samarbejdet, vil hæfte for lånet.

Men det er en glidebane, er opfattelsen hos Liberal Alliance, hvor EU-ordfører Christina Egelund (LA) står fast på, at det må være euro-landene selv, der håndterer deres egne økonomiske kriser.

»Danske skatteborgere skal ikke finansiere Grækenlands gæld til Euro-landene. Kriser i Eurozonen skal løses i Eurozonen, og derfor skal Danmark ikke finansiere nødlånet til Grækenland,« siger hun.

Fonden ESFM, som pengene tages fra, blev sat i verden under finanskrisen og tjener det formål at kunne hjælpe nødstedte banker og sikre finansiel stabilitet. Storbritannien, der som bekendt også står uden for euro-samarbejdet, har sågar fået lovning på, at fonden ikke ville blive brugt til at hjælpe trængte medlemslande. Af samme grund finder Christina Egelund torsdagens forslag fra kommissionen arrogant.

»Det er arrogant af Europa-kommissionen at bryde aftalen med Storbritannien med henvisning til, at aftalen var politisk og ikke juridisk. I min bog er en aftale en aftale, og sådan bør det også være i EU-systemet,« siger hun og uddyber:

»Jeg kan godt være bekymret for, at der kan komme andre lande i euro-zonen, der kommer i lignende desperate situationer, og at man med den her løsning danner præcedens for, at man i så fald kan benytte fonden,« siger Christina Egelund.

»Derfor vil jeg opfordre finansministeren til at stemme nej«.

I et brev til Europaudvalget medgiver finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), at han hellere havde set, at der var fundet en anden løsning, men kalder samtidig situationen i Grækenland for »exceptionel«.

Danmark vil hæfte 1,05 milliarder af det samlede lån på 52 milliarder kroner.

Det ventes dog, at medlemslande uden for euro-samarbejdet vil få sikkerhed for at få dækket deres tab, såfremt Grækenland ikke skulle se sig i stand til at betale pengene tilbage.