En stor del af de 8,7 milliarder kroner, regeringen vil spare på uddannelsesområdet, kan findes blandt de mange »overflødige bureaukrater« på landets universiteter, mener Liberal Alliance.

Find besparelserne blandt de mange vellønnede bureaukrater på universiteterne.

Sådan lyder opfordringen fra Liberal Alliances uddannelsesordfører, Henrik Dahl (LA), efter regeringen har varslet, at der skal skæres 8,7 milliarder kroner på uddannelsesområdet over de næste fire år.

»Det her er en kærkommen lejlighed til at få skåret ned på universiteternes meget store bureaukratier,« siger han.

Ifølge Politiken skal gymnasier, universiteter og øvrige uddannelsessteder over de næste fire år spare to procent om året. Det sker, efter området i mange år har været friholdt sparekravet på to procent i det offentlige.

Rektor på Københavns Universitet og formand for universitetsrektorerne, Ralf Hemmingsen, advarer om, at besparelserne vil ramme hårdt. Han peger blandt andet på, at de såkaldte uddannelsestaxametre i forvejen er blevet udhulet med to procent.

»Hvis grønthøsteren nu skal klippe to procent ekstra af, kan det ikke undgå at gå ud over kvaliteten i undervisningen og studiemiljøet på vores uddannelser,« siger han til Politiken.

Den bekymring deler Liberal Alliances Henrik Dahl dog ikke:

»Det er de her såkaldte professionelle fagfolks opgave at jamre over, at de får tildelt færre penge. Det skal de gøre. Men det er sådan med universiteterne, at de er helt ekstremt bureaukratiske. Så vi ser for os, at de her besparelser udelukkende skal ske inden for administrative medarbejdere. Der er vanvittigt mange af dem,« siger han.

Samtidig peger han på, at »rationaliseringer er noget, som velfungerende virksomheder gør hvert eneste år«:

»Der er jo ikke tale om, at der maskinelt skal køres to procent henover universiteterne. Stod det til os, burde man friholde forskning og undervisning og i stedet skære ned i antallet af de her ekstremt vellønnede bureaukrater,« siger Henrik Dahl.

Blandt de studerende vækker regeringens udmelding til gengæld vrede.

»Det vil få katastrofale konsekvenser for vores uddannelser og for fremtidens samfund. Lige nu er vores uddannelser så underfinansierede, at de er på vippen til ikke længere at kunne defineres som kvalitetsuddannelser. Hvis regeringen gennemfører de her besparelser, så er jeg bange for, at vi ryger helt ud over kanten,« siger formand for Danske Studerendes Fællesråd Yasmin Davali.

Ifølge Politiken skal uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) finde 3,3 milliarder kroner på sit område, mens børne- og undervisningsminister skal effektivisere 5,4 milliarder kroner over de næste fire år.