Landdistrikternes Fællesråd ser positivt på uddannelsesminister Esben Lunde Larsens ambition om større udbud af uddannelser uden for de store byer.

De videregående uddannelser skal ikke kun klumpe sig sammen i de store byer.

Sådan lyder det fra uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V), der i Jyllands-Posten opfordrer uddannelsesinstitutionerne til at søge om lov til at oprette uddannelser i provinsen og udkantsområder.

Det er sød musik i ørerne hos Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd.

»Det lyder umiddelbart som positive takter fra ministeren. Vi ser meget positivt på, at der nu kan være tale om nye uddannelsesudbud og i nogle tilfælde også nye steder uden for de større byer,« siger landdistriktsformanden.

Esben Lunde Larsen siger til Jyllands-Posten, at han gerne ser et større regionalt udbud af videregående uddannelser, så de unge i udkantsområderne ikke nødvendigvis skal flytte til de større byer for at videreuddanne sig.

Esben Lunde Larsen peger på turistuddannelser, som set med ministerens briller bør ligge i kystområderne, hvor turisterne er.

Men Landdistrikternes Fællesråd er klar til at gå endnu videre.

»Det handler efter vores mening ikke kun om turistuddannelser. Vi mener også, man skal se på uddannelsen til ingeniør, finans- og markedsføringsøkonom, og måske også andre uddannelser på bachelorniveau eller måske endda endnu mere. Vi mener, man bør se nærmere på, om der er flere uddannelser end kun på erhvervsakademi- eller professionshøjskoleniveau, der bør udbydes i udkantsområderne,« siger Steffen Damsgaard, der også er klar til at diskutere udflytning af uddannelser, der i dag kun findes i storbyerne.

Landdistrikternes Fællesråd har netop fremlagt en fempunktsplan, der skal skabe fremgang i yderområderne, og heri indgår netop flere uddannelsesmuligheder.

»Nye uddannelsestilbud og udflytning af uddannelser passer som fod i hose i forhold til det, vi har formuleret. Derfor er det mit klare signal, at vi er positive for at gå i den retning, og vi vil gerne prøve at komme med flere forslag til uddannelser, der også kan udflyttes,« siger Steffen Damsgaard.

Udover flere uddannelsesmuligheder peger Landdistrikternes Fællesråd blandt andet på bedre infrastruktur i form af driftssikkert internet og ordentligt asfalt samt bedre lånemuligheder for folk i yderområder.