Der er ikke noget problem i, at DFeren Mogens Camre (DF) har sammenlignet muslimer med Hitler. Det siger partiets udenrigspolitiske ordfører, Søren Espersen (DF), til dr.dk.

I et tweet skriver Camre, der er tidligere medlem af Europa-Parlamentet og nuværende medlem af Gladsaxe Byråd, at »muslimerne fortsætter, hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen«.

Mens andre har stået i kø for at kritisere DF-koryfæet, bakker Dansk Folkeparti op om den kontroversielle sammenligning.

»Mogens (Camre, red.) har ikke sagt noget, der ikke er rigtigt,« siger Søren Espersen til dr.dk og uddyber:

»Jødehadet har i den grad fået fodfæstet sig i Danmark, og jeg synes, vi skal begynde at tage fat på de folk, der råber død over jøderne,« siger Søren Espersen til dr.dk

Udmeldingen er noget anderledes end den, han kom med torsdag til BT. Her ville han ikke kommentere på sagen.

»Det må Mogens selv udrede. Han er ikke i Folketinget, og han er ikke i Europa-Parlamentet, og jeg synes, at han selv må forklare sig, ellers har jeg ikke nogen kommentarer til det,« lød det på det tidspunkt.

Men nu har piben altså fået en anden lyd. Søren Espersen tilføjer til dr.dk, at det glæder ham, at partifællen har uddybet, hvad han mener med sit tweet.

I BT forklarede Mogens Camre sig torsdag med, at tweetet »tager udgangspunkt i de trusler, der er rundt om i Europa - ikke mindst i Frankrig - mod jøderne. De flygter i ganske stort tal ud af landet, og det er forfølgelser, som jødernes egen organisation har sammenlignet med de mørkeste dage i 1938 under Hitler«.

Og med det peger Mogens Camre altså på nogle helt centrale punkter, mener Søren Espersen.

I 2002 blev Mogens Camre sigtet efter racisme-paragraffen. På et landsmøde hos Dansk Folkeparti udtalte han, at »alle Vestens lande er infiltreret af muslimerne - nogle af dem taler pænt til os, mens de venter på at blive nok til at slå os ihjel«.

Udtalelsen fik dog ingen konsekvenser, fordi DFeren på daværende tidspunkt var medlem af Europa-Parlamentet og dermed beskyttet af sin parlamentariske immunitet.