Liberal Alliance mener ikke, at Flygtningenævnets skal bestemme over, hvem der får asyl i Danmark.

Det er Folketinget og ikke Flygtningenævnet, der skal bestemme, hvem der får asyl i Danmark.

Det er blandt indholdet i et nyt udlændingepolitisk program fra Liberal Alliance, som også lægger op til en række øvrige ændringer på udlændingeområdet. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge Liberal Alliance skal Flygtningenævnets beslutningskompetence sløjfes, fordi nævnet i 2013 på baggrund af international retspraksis indførte retningslinjer, der gør, at visse flygtninge fra Syrien automatisk får asyl, selvom de ikke er individuelt forfulgte.

Det er en kompetence, der rettelig burde ligge hos de folkevalgte politikere, mener partiet.

»De ændrer bare praksis for, hvem der kan få asyl. Det er ikke fornuftigt, og det skal vi gøre på en anden måde,« siger Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen (LA), til Jyllands-Posten.

En ansøgning om asyl i Danmark behandles først af Udlændingestyrelsen, men langt de fleste afslag ankes til Flygtningenævnet, der dermed fungerer som en slags appeldomstol, der skal give asylansøgere retssikkerhed og sikre distance fra det politiske niveau.

Men det forhold bekymrer ikke Anders Samuelsen, der mener, at »det vil være bedre at få et legitimt politisk flertal bag de ting, der bliver besluttet«.

Dansk Flygtningehjælps asylchef, Eva Singer, forklarer til Jyllands-Posten, at Flygtningenævnets afgørelse fra 2013 bygger på retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Venstre er åben for at diskutere Liberal Alliances forslag, mens Dansk Folkeparti på forhånd siger god for forslaget og helst ser nævnet helt nedlagt.