Udenrigsministeren forsøger stadig at hive oplysninger ud af tyrkerne, men lover, at der kommer en reaktion fra regeringen.

Det er for den danske udenrigsminister Martin Lidegaard (R) hverken acceptabelt eller forståeligt, at Tyrkiet har løsladt den danske statsborger, som er mistænkt for attentatforsøget på islamkritikeren Lars Hedegaard.

»Og det er heller ikke acceptabelt, at vi ikke kan få at vide hvorfor,« siger Martin Lidegaard til TV 2 News kort før, han mandag skal mødes med de andre EU-landes udenrigsministre i Luxembourg.

Martin Lidegaard vil dog gerne drøfte sagen med Folketingets partier, inden han kommer med et bud på, hvad det danske modsvar skal være til, at tyrkerne har løsladt den 26-årige danske statsborger med mellemøstlig baggrund i stedet for at udlevere ham til retsforfølgelse, som Danmark har bedt om.

»Vi forfølger lige nu to spor. Dels prøver vi at få flere oplysninger ud af tyrkerne, og for det andet så undersøger vi, hvilke reaktionsmuligheder der er fra dansk side. Og begge dele kommer vi til at drøfte i Udenrigspolitisk Nævn på torsdag. Derefter vil jeg melde ud, hvad jeg synes, der skal være konsekvensen af hele den her historie,« siger Martin Lidegaard og understreger:

»Der vil komme en form for reaktion. Men hvilken reaktion det bliver, vil jeg som sagt gerne vente med at melde ud, til jeg har drøftet det med Folketinget. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får et stort flertal i Folketinget til at stå bag det.«

Det skal ifølge udenrigsminister være en reaktion, der på en fornuftig måde markerer over for Tyrkiet, at det langt fra er ok, at man ikke udleverer en fange, som er mistænkt for noget så alvorligt.

Selv om Udenrigsministeriet forsøger at pumpe tyrkerne for flere oplysninger, så er Martin Lidegaard bevidst om, at det ikke bliver nemt.

»Jeg har ikke lyst til at ligne Komiske Ali. Det ser ud til, at det er svært at få flere oplysninger ud af tyrkerne, men vi har et par kanaler mere, som vi nu prøver. Men det er meget muligt, at vi står samme sted på torsdag, som vi står i dag (mandag, red.). Og så må vi træffe en beslutning om, hvordan Danmark skal forholde sig til det på torsdag,« siger Martin Lidegaard.

Han er ikke blevet klogere på, om der er hold i de rygter, som fortæller, at den danske statsborger har været en del af en fangeudveksling mellem Tyrkiet og terrorbevægelsen Islamisk Stat.

»Jeg har ikke fået be- eller afkræftet hypotesen om, at der skulle være foregået en fangeudveksling, men det er selvfølgelig noget af det, vi prøver at bore videre i over for tyrkerne. Vi håber at blive lidt klogere inden torsdag, men jeg tør ikke love, at vi bliver det«.

Sagen er ikke på dagsordenen under dagens ministermøde i Luxembourg.