Hvis regeringens finanslovforslag bliver til virkelighed, er det ifølge Livslinien ikke muligt at rådgive selvmordstruede døgnet rundt. Det får katastrofale følger, advarer afgående formand.

Det kommer til at koste menneskeliv, hvis regeringens forslag om at spare fire millioner kroner på Livslinien føres ud i livet.

Den klare advarsel kommer fra Morten Thomsen, der stiftede Livslinien i 1994. Han forlader nu posten som formand for organisationen i protest mod regeringens finanslovforslag.

De penge, regeringen vil spare, er øremærket de omkostninger, der er forbundet med at holde åbent om natten. Uden pengene har Livslinien ikke råd til at rådgive selvmordstruede i nattetimerne, siger Morten Thomsen.

»Det har den katastrofale betydning for folk, der har selvmordstanker, at de er overladt til sig selv om natten. Der er ikke særlig mange offentlige tilbud og heller ikke et stort netværk af familie og venner at trække på om natten. Det vil gøre, at nogle mennesker, der har alvorlige selvmordstanker, vil lave selvmordsforsøg, og nogle vil lykkedes med det,« siger Morten Thomsen til Berlingske Nyhedsbureau.

Han siger om regeringens forslag:

»Det er en fatal og forkert beslutning, der kommer til at koste menneskeliv.«

Morten Thomsen fortæller, at 240 frivillige har knoklet for at gøre det muligt at holde Livslinien døgnåbent.

»Vi har virkelig været meget grundige og ofret mange timer, og så kommer regeringen her tre måneder før og fjerner bevillingen og hele grundlaget for det,« siger Morten Thomsen.

Han erkender, at det har været svært at træffe beslutningen om at forlade posten som formand.

»Jeg har brugt 21 år af mit liv på det her. Jeg startede Livslinien, fordi jeg selv har forsøgt selvmord. Men med det her overskrides en grænse for, hvad jeg vil stå inde for.«