Ved valget i 2011 var det udelukket, at Dansk Folkeparti skulle have ministerposter. Også i denne valgperiode har Venstre klart afvist, at DF skulle i regering. Nu lyder der andre toner fra V-formand Lars Løkke Rasmussen.

Selv om V-formand Lars Løkke Rasmussen (V) løbende har afvist, at Dansk Folkeparti kan blive en del af en borgerlig regering, åbnede oppositionens leder pludselig op for det modsatte på Venstres landsmøde søndag eftermiddag. Det skriver Berlingskes politiske site, Politiko.dk.

Under et V-arrangeret kaminpassiar-lignende møde mellem de fire politiske ledere fra blå blok konstaterede Lars Løkke Rasmussen pludselig, at han ikke på forhånd vil udelukke nogen af de blå partier fra at blive en del af en ny regering.

Efterfølgende uddybede Løkke sit syn på Dansk Folkepartis parlamentariske muligheder efter et valg.

»Jeg synes, det er forkert at have den tilgang til verden, hvor man på forhånd siger, at nogen ikke må være med. For os er det afgørende, at vi kommer til at lede en ny regering,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Meldingen er opsigtsvækkende, fordi Løkke både før folketingsvalget i 2011 og på Venstres sommergruppemøde i 2012 klart har udelukket, at Dansk Folkeparti skulle have ministerposter. Særligt Venstres og Dansk Folkepartis markant forskellige syn på EU-politikken har været årsag.

»Jeg ser ikke Dansk Folkeparti som medlemmer af en regering, jeg står i spidsen for, og det hænger sammen med det forhold, at nok har vi vist evnen til at arbejde sammen, men der er også nogle centrale punkter, hvor vi ser for forskelligt på tingene, herunder EU-politikken,« sagde Løkke under et pressemøde efter Venstres sommergruppemøde i 2012.

Adspurgt om, hvad der har ændret sig for Lars Løkke Rasmussen på to år, svarer han:

»Jeg har sagt det, jeg har sagt. Med al respekt så kan I spørge 56-100 gange frem og tilbage. Det her er drevet dertil, hvor jeg synes, det skal være,« siger Lars Løkke Rasmussen ifølge Politiko.dk.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), er glad for meldingen.

»Glimrende. Det er fint. Det er en god udvikling. For Dansk Folkepartis mulighed for at få indflydelse og placere sig der, hvor vi selv vurderer, at vi får størst indflydelse, der er det jo fint, hvis de andre partier udviser en større fleksibilitet overfor Dansk Folkeparti. Så er vi da kommet længere,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Han tilføjer, at Dansk Folkeparti »selvfølgelig kan være regeringsbærende«, men han går efter den position, hvor DF kan få mest politik gennemført efter næste valg. Og det er ikke nødvendigvis i regering, mener han.

»I vores egen vurdering af, hvor vi placerer os stærkest, er vi ikke et parti, der siger, at vi skal i regering nu, selv om der kommer et flertalsskifte ved næste valg,« siger Kristian Thulesen Dahl.