108 års borgerligt styre i den konservative højborg, Frederiksberg, risikerer at falde med et brag efter kommunalvalget 21. november, fordi De Radikale har skiftet side. Venstre frygter dels, at de 'røde' overtager magten, dels at den konservative borgmester kan blive 'blød i knæene' og i sidste ende vælger at indgå alliance med Socialdemokratiet for at bevare borgmesterposten. Så der er meget på spil.

Det var også en af grundene til, at statsminister og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen fandt tid i en travl kalender til at deltage i et traditionsrigt vælgermøde i Venstre på Cafe Den Blå Hund på Frederiksberg.

»Det er en fast tradition. Jeg kommer altid her på Den Blå Hund til både Folketingsvalg og kommunalvalg. Det har jeg gjort i mange år. Men det er klart, at kommunevalget på Frederiksberg er desværre mere spændende denne gang, end det plejer at være. Og jeg kan bekræfte, at vi lægger vægt på at bevare det borgerlige styre her i kommunen,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Problemet på Frederiksberg er, at De Radikales spidskandidat Lone Loklindt har valgt at gå i valgforbund med Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Alternativet. De Radikale har ofte været tungen på vægtskålen, når borgmesterposten skulle fordeles. Og hvis det kun lykkes de borgerlige at fastholde det antal stemmer, de fik ved sidste valg, så tyder meget på, at det borgerlige styre falder, fordi partiet Alternativet har rigtig godt fat i vælgerne.

På Cafe Den Blå Hund har Venstre fået et helt hjørne af cafeen for sig selv denne aften. Valgplakaterne pryder væggene, der er pyntet op med blå balloner med Venstres hvide logo på og der er fri bar. Lars Løkke Rasmussen har meldt sin ankomst kl. 17:15, men allerede en halv time før er her stuvende fyldt og meget varmt. Da han træder ind ad døren bliver der klappet højlydt, piftet og hujet igennem. Han er en populær gæst.

Lars Løkke Rasmussen forklarer, at Venstre på Frederiksberg er nødt til at føre en offensiv valgkamp denne gang.

»Venstre repræsenterer tradition og fornyelse på samme tid, fordi her altid har været en konservativ borgmester. Der sker jo det, hvis et eller andet varer meget længe, så opstår behovet for at prøve noget nyt. Og for både Venstre og Konservative gælder det om at bevare det borgerlige styre,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Venstres spidskandidat på Frederiksberg er Jan E. Jørgensen, som er rådmand og formand for By-og Miljøudvalget og derudover også er Folketingsmedlem. Han vurderer, at der er overhængende fare for at flertallet skifter efter valget.

»Det er jo vanvittigt. Vi er den kommune med de laveste serviceudgifter i hele landet, vi har den næstlaveste kommuneskat i landet og samtidig viser den seneste borgerundersøgelse, at samlet set er borgerne de mest tilfredse i hele landet. Vi ynder at kalde os 'smørklatten i den røde grød', fordi vi er omgivet af Københavns Kommune. Men hvis vi alene kigger på administrationsudgifter ville København kunne spare 750 mio. kr. årligt, hvis de kom på samme niveau som os. De har bl.a. et hav af kommunikationsmedarbejdere, mens vi har Kit og Thomas,« siger Jan E. Jørgensen.

Han mener, at kommunen er foregangskommune på mange niveauer. Der er cykelstier overalt. Der er ingen grimme facader og skilte på forretningsstrøget Gammel Kongevej og der er i det hele taget pænt og ordentligt overalt i kommunen.

»Stadsgartneren fortalte historien om, at et ægtepar fik afslag på at bygge en ny carport. De kunne ikke forstå det, for det var sådan en nydelig carport, de havde købt i Silvan. Men han måtte sige 'hør her, det er ikke Hvidovre det her, den går ikke på Frederiksberg',« fortæller Jan E. Jørgensen med et glimt i øjet.